- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Nye regler bekymrer: ”Det ville være en skam”

Danske lystbådehavne slår nu fast, at de kommende regler for autocampere ikke må ende med at stå i vejen for eksisterende løsninger. Havnene ser et potentiale i at trække flere campister til.

I øjeblikket er man i gang med at rydde op i de regler, som autocampister skal følge, når de parkerer rundt om i Danmark. De nuværende er tidligere blevet kritiseret for at være for snørklede, og derfor skal der skabes klarere retningslinjer.

Det har nemlig gentagende gange ført til kritik, at campisterne overnatter på villaveje eller i værste fald spærrer for veje, hvor redningskøretøjer skal kunne komme igennem, og derfor har forholdene og reglerne for de store køretøjer været et tilbagevende emne.

Nu stempler Foreningen af Lystbådehavne I Danmark – også kaldet FLID – ind i debatten.

Herfra lyder det, at autocampisterne er mere end velkommen hos interesseorganisationens medlemmer, da man allerede har gode erfaringer med at huse campisterne. I tillæg hertil opfordrer man til, at de nye regler ikke ender med at spænde ben for eksisterende løsninger.

Kan aflaste centrum
Ifølge FLID kan landets lystbådehavne bidrage til at lette det pres, som autocamperne skaber i byerne, da havnene kan være et alternativ til parkeringspladser i bymidterne og motorvejsrastepladser.

Bent Ole Jonsen, der er formand for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, påpeger desuden, at havneparkeringen i hans optik har flere fordele.

”Vi kan tilbyde det, som både kommuner og autocampister efterspørger: Plads, ro, udsigt og ordnede forhold. Mange lystbådehavne har i forvejen faciliteter som strøm, affaldssortering og mulighed for tømning af toilet. Alt sammen noget autocampister har brug for.”

”Vi ser det som en win-win. Kommunerne får aflastning i deres bymidte, og autocampisterne får adgang til smukke omgivelser og gode faciliteter.”

Kalder det en skam
Hos FLID er der en flig af frygt for, at de nye regler, der ventes offentliggjort på et tidspunkt efter sommerferien, kan ende med at blive udfærdiget på en sådan vis, at de kommer til at stå i vejen for, at autocampisterne også i fremtiden kan overnatte på lystbådehavnene.

Det ønsker man ikke, da flere havne allerede nyder godt af denne type turister og har etableret områder til netop autocampere, hvor der typisk er adgang til bade- og toiletfaciliteter, små caféer og mulighed for at handle ind.

”Vi er bekymrede for, at kommende regler kan gøre det svært eller helt umuligt at fastholde autocampere på havnene, selvom både gæster og lokalområder nyder godt af ordningen,” siger Bent Ole Jonsen – og tilføjer:

”Det ville være en skam at spænde ben for en løsning, der allerede virker. Vores budskab er enkelt: Kom ned til havnen. Vi har plads, og vi glæder os til at tage imod jer.”


Relaterede artikler:

Tager nye midler i brug i kampen for turister

Vedtager masterplan for autocamperparkering

Turistsejlere har kastet anker: Frygter konsekvenser