Mandag i kommende uge tages landets to første batteritog i brug i Vestjylland. De har netop fået grønt lys af Trafikstyrelsen og får selskab af yderligere fem tog af typen i løbet af efteråret.
En af hjørnestene i den grønne omstilling er, at de fossile brændstoffer skal byttes ud med mere miljøvenlige alternativer, og i begyndelsen af den kommende uge tages der hul på et nyt kapitel herhjemme,
Midtjyske Jernbaner har nemlig har fået grønt lys af Trafikstyrelsen, til at køre første tur med to af de i alt syv Mireo Plus B-batteritog, som selskabet har bestilt hos Siemens Mobility, og de får debut mandag den 14. juli.
De nye togsæt har en kapacitet på 127 siddepladser og 155 ståpladser. De har desuden en tophastighed på 140 kilometer i timen og kan tilbagelægge op mod 120 kilometer på en opladning. Hvis der benyttes såkaldt hurtig opladning, tager det 15 minutter at gå fra 20 procent til fuldt opladet.
Sker til efteråret
De to batteritog tages i brug på Lemvigbanen, hvor de skal køre mellem Vemb og Thyborøn. Det er desuden meningen, at samme slags tog på sigt, skal betjene de togpassagerer, der skal fra Holstebro til Skjern eller den anden vej.
Før det sker, skal selskabet dog være færdigt med at etablere nye ladeanlæg ved Lemvig, Holstebro og Skjern. Disse ventes efter planen at være klar i løbet af efteråret, og herefter vil Midtjyske Jernbaner benytte alle syv batteritog i driften og i den forbindelse også udfase de nuværende dieseltog.
”Vi er stolte over at være den første jernbanevirksomhed i Danmark, der kan sætte moderne batteritog på skinnerne. Vi er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale i batteritog, og det er et potentiale, vi meget gerne vil være med til at forløse,” siger direktør Martha Vrist fra Midtjyske Jernbaner.
Kalder opgaven for spændende
Hos Trafikstyrelsen betoner kontorchef Laura Meyer Harrison, at det har været en særlig opgave for styrelsen at vurdere og efterfølgende nikke til, at den nye type Siemens-tog lever op til alle de sikkerhedskrav, som vi har herhjemme.
”Det er spændende at skulle godkende en helt ny type tog i Danmark, fordi de teknisk er anderledes end dieseltogene og hidtil kun har været i drift i Tyskland. Alligevel er vi kommet godt i mål, og vi har haft et godt samarbejde om at få de nye tog godkendt,” lyder det fra kontorchefen.
Transportminister Thomas Danielsen (V) er godt tilfreds med, at det nu bliver muligt at køre med batteritog her til lands.
”Midtjyske Jernbaner har igen vist, at de er på forkant med udviklingen. De har i tæt samarbejde med Trafikstyrelsen sikret, at landets første batteritog nu snart kommer på skinnerne i Vestjylland, og det kan alle parter være stolte af.”
Relaterede artikler:
DSB øger milliardordre: Bestiller yderligere 50 tog