De første af de nye Alstom el-togsæt leveres efter planen i 2024 og de sidste i 2029. Illustration: DSB.

DSB køber franske eltog for 20 milliarder kroner

DSB har bestilt mindst 100 el-togsæt hos den franske togproducent Alstom. Det er den største investering i DSB’s historie. Togsættene til over 20 milliarder kroner leveres fra 2024.

Med ordren fra DSB er en vigtig milepæl i omstillingen til en mere klimavenlig og bæredygtig kollektiv transport nået, skriver DSB i en pressemeddelelse.

I den siger Peter Schütze, bestyrelsesformand i DSB: ”Det er en historisk dag for DSB og for den kollektive transport i Danmark. Med bestillingen af nye el-togsæt kan vi se frem til at pensionere de aldrende dieseldrevne tog inden for en kort årrække.

Allerede om cirka tre-fire år leveres de første el-togsæt, og kunderne kan se frem til en mere effektiv togdrift med god komfort og højere punktlighed,” siger Peter Schütze.

Indkøbet af de nye el-togsæt, der bliver rygraden i fremtidens togtrafik, er den største investering i DSB’s historie. Den samlede investering beløber sig til over 20 milliarder danske kroner, når man tager det forventede antal togsæt og vedligehold af dem i betragtning, oplyser DSB.

For at sikre det bedst mulige udbytte og en god overgang til kun at køre med el-togsæt, har der fra indkøbet blev planlagt i 2014 været fuldt fokus på at købe en etableret og afprøvet produktplatform.

Er allerede i drift i Italien
Alstom er ifølge DSB blandt andet blevet udvalgt, fordi den franske koncern har en mangeårig og alsidig erfaring med leverancer af tog. De nye el-togsæt er bygget op om produktplatformen Coradia stream, der allerede er i passagerdrift i Italien. Togsættene, DSB bestiller, ligger desuden tæt op ad en løsning, der leveres til Holland og efter planen idriftsættes før leverancen til Danmark.

Som en del af udbuddet skal Alstom stå for at vedligeholde el-togsættene. For at kunne servicere og vedligeholde fremtidens nye tog er DSB i gang med at bygge to nye værksteder i Aarhus og København. De vil være 100 procent dedikerede til de nye togsæt og blive certificeret efter de højest mulige miljøstandarder, hedder det fra DSB.

”En ny, ensartet og elektrisk togflåde kræver mindre vedligeholdelse end vores nuværende aldrende dieseltog. På den måde bidrager dagens beslutning både til mere bæredygtighed, når det gælder miljø og klima, men også når det kommer til DSB’s økonomi,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB, i pressemeddelelsen og tilføjer:

”Begge dele er til gavn for kunderne og for vores muligheder for at tilbyde attraktive billetter og rejser – et stærkt udgangspunkt for, at flere danskere vælger toget, og dermed bidrager til mindre forurening og færre biler på vejene.”

TV2.dk skriver, at de nye elektriske Alstom-tog skal erstatte de nuværende IC3-tog og de skandaleramte IC4-tog, der begge kører på diesel. Alstom er især kendt for at producere de franske højhastighedstog TGV, men de har også leveret over 650 tog til Danmark. Det drejer sig blandt andet om S-tog til hovedstadsområdet og flere regionaltog rundt om i landet, skriver TV 2 og fortsætter:

Alstom er dog ikke kun kendt for at levere velfungerende tog i Danmark. Den franske virksomhed er også leverandør på det skandaleramte nye signalsystem i Danmark.

Fagmediet Ingeniøren har tidligere beskrevet, at Alstom er ”den væsentligste enkeltårsag til en syv år lang forsinkelse af de nye signaler på den danske jernbane”. Og både politikere og Banedanmark har skældt voldsomt ud på Alstom.

Relaterede artikler:

Regeringen: Dansk interrail og nattog til udlandet

DSB skal både vokse og spare halv milliard kroner

Rejsebureau skifter fokus fra busser til tog