- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Kongen sætter strøm til nyt krydstogtanlæg

Nu er et nyt landstrømsanlæg, der skal mindske krydstogtskibene udledninger i Københavns Havn, blevet indviet. ”Det er et kæmpe skridt for den grønne omstilling,” siger krydstogtnetværk.

Det er formentlig gået de færrestes næse forbi, at klimaaftryk og bæredygtighed samt metoder til henholdsvis at mindske og øge disse er et af de emner, der ofte drøftes ved middagsborde og i kontorlandskaber på tværs af landet.

Mandag i denne uge rundede krydstogtturismen i København en milepæl i indsatsen med at nedbringe de mængder af miljøskadelige udledninger, som de store skibes anløb og ophold i hovedstadshavnen tegner sig for.

Her blev Københavns landstrømsanlæg til krydstogtskibe nemlig indviet. Det skal mindske de udledninger, som krydstogtskibene ellers er skyld i, når de opholder sig i havnen, mens passagererne udforsker den danske hovedstad.

Det var kong Frederik, der var mødt op på havnen for at foretage den officielle indvielse. Han havde selskab af transportminister Thomas Danielsen (V), Københavns overborgmester Lars Weiss (S), direktør Klaus Bondam fra Cruise Denmark – Copenhagen and beyond samt koncernchef Felix Eichhorn fra AIDA Cruises, da AIDAnova var det første skib, der blev tilsluttet anlægget.

Vil udbygge yderligere
Hos Wonderful Copenhagen vækker det glæde, at man nu har taget landstrømsanlægget, der skulle være Europas største af sin slags, i brug. Det fortæller direktør for mobilitet, kultur og destinationer Klaus Bondam, der som nævnt også står i spidsen for det nationale krydstogtnetværk.

”Med landstrøm vil krydstogtskibene reducere deres partikeludledning med cirka 95 procent og deres CO2-udledninger med cirka 90 procent, imens de ligger til kaj her. Det er et kæmpe skridt for den grønne omstilling af krydstogtturismen i vores hovedstad.”

”Den grønne omstilling er – for krydstogt ligesom for andre rejseformer – et stort og langsigtet arbejde, som langt hen ad vejen kræver globale løsninger, ikke mindst i forhold til udvikling af de alternative brændstoffer, som krydstogtskibene skal sejle på.”

Direktøren hæfter sig ved, at det nye anlæg blot er begyndelsen. Der er allerede planer om mere.

”Samtidig er der en lang række ting, man kan arbejde med lokalt, og her er landstrøm et stort og vigtigt skridt.  Kapaciteten af landstrøm i København vil blive udbygget de kommende år, så vi i 2028 – på tværs af Oceankaj i Nordhavn og på Langelinie, kan servicere fem krydstogtskibe ad gangen.”

I tråd med andre tiltag
Netop fordi at den grønne omstilling er så aktuelt og ofte diskuteret et emne, kan det være vanskeligt at finde hoved og hale i, hvad der er fakta. Derfor har det nationale krydstogtnetværk indledt et samarbejde med nonprofitorganisation Green Global Future.

Det skal resultere i, at der skabes klarhed omkring miljøperspektivet for krydstogtskibe både når de er i havn og sejler på åbent hav. Kåre Press-Kristensen, der er sekretariatsleder i Green Global Future, mener, at anlægget er den rigtige vej frem.

”Landstrømsanlægget minimerer krydstogtskibenes forurening ved kaj og harmonerer derved rigtig godt med rederiernes og samfundets ønske om grøn omstilling. Helt i tråd med rederiernes fokus på grundig affaldssortering og spildevandsrensning.”

”Næste skridt er at udbygge massivt med sol- og vindenergi, så samfundet får elektricitet nok til at producere grønne brændstoffer til skibsfarten, så miljø- og klimaudfordringerne under sejlads løses.”


Relaterede artikler:

Skagen investerer millioner i landstrøm

Aarhus indfører afgift på skibe uden landstrøm

Enighed om landstrømspligt i København