Herning oplevede en markant vækst i antallet af overnatninger i 2024. I 2025 håber man på, at store arrangementer kan give væksten atter et nyk opad, siger borgmester.
I denne uge drager den danske turist- og rejsebranche til Messecenter Herning for at vise sig frem for de mere end 50.000 gæster, som i løbet af årets Ferie for Alle tager en travetur gennem messecentrets haller.
Og zoomes der ud, går det ganske godt med turismen i Herning Kommune, som i 2024 havde et rekordår. Således steg antallet af overnatninger med otte procent sammenlignet med 2023.
I alt var der mere end 300.000 overnatninger i Herning Kommune i 2024. Hos kommunen vækker rekorden glæde, for turismen skaber vækst, udvikling og arbejdspladser.
”I Herning Kommune er vi vant til at have mange gæster, og vi sætter stor pris på det. Derfor er det naturligvis glædeligt, at 2024 bød på rekordmange overnatninger på Herning-egnen – endda i et år, hvor vi ikke havde mange store events. Det bliver spændende, hvordan tallet kommer til at se ud for 2025, hvor vi allerede har haft VM i herrehåndbold og også er vært for blandt andet A-VM i ishockey og EuroSkills,” siger borgmester Dorte West (V).
En dansk holdsport
For nylig udkom den årlige statusanalyse udarbejdet af Det Nationale Turismeforum. Ifølge Herning Kommune understreger analysen turismens betydning for hele Danmark.
I 2023 brugte turisterne mere end 160 milliarder kroner i Danmark ifølge foreløbige tal fra VisitDenmark. Samtidig viser de seneste beskæftigelsestal fra 2022, at turisternes forbrug bidrog med cirka 146.000 arbejdspladser på tværs af landet.
Det er ikke kun i Herning, at man glæder sig over tallene. Turismeminister Morten Dahlin (V) udtaler, at det er godt, når danske kommuner lykkes med at tiltrække flere overnatninger.
”Turisme er en holdsport. Når vi lykkes på tværs af kommuner, destinationsselskaber, virksomheder og borgere med at skabe gode oplevelser for gæsterne, så skaber det vækst og arbejdspladser. Det glæder mig som minister med ansvar for turismen, når vi oplever fremgang, og jeg kan kun lette på hatten over udviklingen i Herning. Det er virkelig godt arbejde,” siger Morten Dahlin.
Relaterede artikler: