- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Frygter ny cykelbro: Kan spænde ben for turismeform

En fremtidig bro skal gøre det nemmere for cyklister i København at komme rundt. Men broen vækker bekymring blandt en gruppe turister, der vil få sværere adgang.

Når lystsejlere sejler igennem de københavnske farvande og kanaler, skal de allerede i dag være opmærksomme på de broer, som gør det muligt for landkrabber at krydse vandmasserne med tørt tøj.

Men nu frygter en gruppe lystsejlere for sejladsen i Københavns Havn, fordi Københavns Kommune og regeringen vil opføre en ny cykelbro, hvor større sejlbåde skal booke broåbning for at kunne sejle igennem.

”Det, der bekymrer os allermest, er, hvordan vi kommer til og fra vores havn med de lysreguleringer, der er. Vi er afhængige af at få broen åbnet på den ene eller anden måde,” siger lystsejleren Henrik Rosenkrantz til TV 2 Kosmopol.

Mediet oplyser, at planen er, at den nye cykelbro kommer til at gå fra Langelinie til Refshaleøen ved det kendte street food-marked Reffen.

Holder fast i behov
Selvom lystsejlere altså er bekymrede ved udsigten til en mindre fri sejlads i København, peger en forundersøgelse, som politikerne i Københavns Kommune har bestilt, på, at en lavbro på 460 meter – Københavns længste cykelbro – vil være den bedste løsning.

Mens større skibe og både med høje master skal bestille broåbning, vil havnebusser og mindre både fortsat kunne sejle uhindret under broen.

Overborgmester Lars Weiss (S) mener, at der er behov for cykelbroen, fordi kommunen kan se, at aktiviteter på Refshaleøen særligt genererer cykeltrafik. Når Østhavnen bliver byudviklet, forventer man, at trafikmængden forøges.

Etableringen af broen er en del af en stor aftale om byudvikling og infrastruktur, som Københavns Kommune og regeringen indgik i marts i år. Den anslåede pris på projektet er 660 millioner kroner, og man regner med, at broen vil stå færdig i 2033.

Er bekymret for turismen
Mens man på Københavns Rådhus altså mener, at der er behov for en ny lavbro, er man på Langelinie Lystbådehavn bekymret for turismen i området. Lystbådehavnen har 110 pladser, og hver sæson får man mere end 1.000 besøg fra sejlere fra både ind- og udland.

Når der skal bestilles broåbninger, er man bange for, at færre vil vælge at ankomme til Københavns Havn i sejlbåde, fordi sejladsen bliver kompliceret, siger Henrik Rosenkrantz.

Han medgiver, at lystbådesejlerne også må imødekomme byudvikling og cyklister, men han mener, at det er kedeligt, at man ikke også kigger på alternativer som for eksempel en tunnel, der kan være åben for cyklister hele døgnet.

Den løsning fortæller overborgmester Lars Weiss, at man har kigget på, men at kommunen ikke har tilstrækkelig viden til et projekt af den beskaffenhed. Han mener, at eventuelle udfordringer kan løses.

 

Relaterede artikler:

Turistsejlere har kastet anker: Frygter konsekvenser

Kommune vil redde lystbådehavne i dårlig forfatning

Nu kan turister tage på intim kanalrundfart