Siden fyringen af Pia E. Voss sidste år har HORESTA nøjes med en konstitueret direktør, men nu er Jeppe Møller-Herskind blevet forfremmet og udnævnt til administrerende direktør.
Kort tid før juleaften sidste år blev HORESTA’s daværende administrerende direktør Pia E. Voss fyret. Det skete i kølvandet på, at 20 personer, der enten havde været eller var ansatte i brancheorganisationen, beskrev, at hun benyttede en brutal ledelsesstil.
I samme ombæring blev Jeppe Møller-Herskind, der dengang var viceadministrerende direktør for HORESTA, udpeget som konstitueret administrerende direktør. Den titel har han haft i de ni måneder, der er gået siden fyringen, men nu kan han godt bestille nye visitkort.
Tirsdag er Jeppe Møller-Herskind nemlig blevet udnævnt som ny administrerende direktør for HORESTA, ligesom en af organisationens andre direktører fremover også vil have plads i direktionen.
Har skabt godt arbejdsklima
Ifølge bestyrelsen i HORESTA får den nyudnævnte direktør til opgave at skubbe yderligere på indsatsen for at sikre branchens politiske gennemslagskraft, øge synligheden, styrke medlemsrekrutteringen og være med til at drive den grønne omstilling fremad.
“Med Jeppe Møller-Herskind får HORESTA en visionær, energisk og kommercielt tænkende leder, som forstår medlemmernes virkelighed og branchens store betydning for Danmark,” slår Mads Friis, der er øverste chef for McDonalds i Danmark samt bestyrelsesformand for HORESTA, fast.
”I sin seneste rolle som konstitueret direktør har han, foruden at udvikle HORESTA og tiltrække et større antal nye medlemmer, formået at genskabe et godt arbejdsklima og øge medarbejdertrivslen betragteligt.”
”Jeppe har de strategiske kompetencer, der skal til for at samle og repræsentere et mangfoldigt erhverv i vækst. Jeg er enormt stolt over, at vi er lykkedes med at finde de rette kompetencer internt”
Skal være attraktiv og ansvarlig
Den administrerende direktør takker bestyrelsen for tilliden, og fortæller, at han glæder sig til de opgaver, der venter forude.
”HORESTA skal ikke alene være landets bedste erhvervsorganisation, vi skal også være en attraktiv og ansvarlig samfundspartner,” siger Jeppe Møller-Herskind.
”Vi ønsker at drive en agenda, hvor branchen kan udvikle sig endnu stærkere sammen og bidrage til en positiv udvikling inden for blandt andet beskæftigelse, integration og bæredygtighed, ligesom vi selvfølgelig fortsat vil have fokus på branchens konkurrencekraft og udvikling af Danmark som attraktiv destination.”
”Jeg er stolt af at repræsentere Danmarks fjerdestørste eksporterhverv og vil arbejde for at samle hele branchen og sikre, at den fortsat er en synlig drivkraft for uddannelse, arbejdspladser, turisme og bæredygtig vækst i Danmark,” tilføjer han.
Træder ind i direktionen
Udnævnelsen af en ny topchef er dog ikke den eneste ændring, som bestyrelsen har foretaget i ledelseslaget hos HORESTA. Juridisk direktør Karina Lindewald indtræder nemlig i direktionen. Hun stod blandt andet i spidsen for overenskomstforhandlingerne i foråret.
Bestyrelsesformanden mener, at de to profiler vil danne en stærk spydspids for brancheorganisationen, der har omkring 2.300 medlemsvirksomheder.
”I Jeppe får vi en moderne leder og en profil, som repræsenterer en ny generation i erhvervet, og med Karina ved hans side et virkelig stærkt ledelsesteam, der vil kunne drive en fortsat udvikling af HORESTA. Det ser jeg frem til,” understreger Mads Friis.
Relaterede artikler:
Efter straksfyring: Ny HORESTA-direktør skal være empatisk