Det tyske valg kan få betydning for dansk turisme. Meget afhænger af den nye regeringskoalition, men overordnet set er VisitDenmark optimistiske.
Tyskland var søndag ved valgurnerne, og her blev det det kristendemokratiske parti CDU, som vandt flest stemmer, og dermed er partiets leder, Friedrich Merz, nu i gang med at danne en koalitionsregering.
VisitDenmark lader i et opslag på LinkedIn organisationens internationale markedsdirektør, Mads Schreiner, give en vurdering af, hvad CDU’s sejr kommer til at betyde for dansk turisme, hvor Tyskland er det største eksportmarked. Tysk økonomi halter nemlig.
”Med CDU’s valgsejr har Tyskland udsigt til en ny regering, der vil sætte gang i økonomien. Det er et positivt udgangspunkt, som forhåbentlig vil give tyskerne flere penge mellem hænderne – og dermed øge lysten og muligheden for at rejse,” siger Mads Schreiner.
Afhænger af ny koalition
VisitDenmark påpeger, at økonomi, forsvar og immigration har været blandt de vigtige emner i valgkampen. Men det står stadig ikke klart, hvordan Tysklands kommende regering vil håndtere emnerne.
Hvordan man kommer til at finansiere reformer, afhænger også af, hvilke partier der ender med at sidde i regering sammen med CDU.
”Der er stadig en masse uafklarede spørgsmål, og mange svar afhænger af de partier, som CDU går i koalition med. Forhandlinger med SPD eller De Grønne kan muligvis resultere i nye afgifter på eksempelvis transport eller miljø, som vil gøre det dyrere for tyskerne at tage på ferie,” siger Mads Schreiner.
Til trods for den pressede tyske økonomi og den aktuelle verdenssituation er markedsdirektøren optimistisk. Han peger på, at Danmark fortsat tiltrækker tyske turister.
”Tysk økonomi har været presset gennem en årrække, men alligevel har Danmark formået at tiltrække flere tyske turister. Samtidig vil den nuværende anspændte geopolitiske situation sandsynligvis få tyskerne til fortsat at søge de trygge og nære rejsemål, og det kan være til Danmarks fordel,” siger han og tilføjer:
”Danmark har gode muligheder for at tiltrække flere tyske turister. Men det kræver, at vi spiller vores kort rigtigt og er konstant synlige på markedet.”
Relaterede artikler:
Intensiverer jagten på inflationsramte tyskere