- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Autocampere skaber pres ved attraktion

Mange autocampister parkerer ved Rubjerg Knude Fyr, men de har ingen steder at komme af med deres affald. Hos Hjørring Kommune mener man ikke, at man står med ansvaret.

Det er efterhånden en tilbagevendende ting i den offentlige debat, at der bliver udtrykt utilfredshed, når højsæsonen er over os, og autocampere indtager naturskønne områder i Danmark.

Sådan er det også i år. I Hjørring Kommune har man valgt at etablere en parkeringsplads ved den store attraktion, Rubjerg Knude Fyr, hvor det har været svært at finde parkeringsmuligheder.

TV2 Nord skriver dog, at den nye parkeringsplads mest af alt kan minde om en campingplads, hvor et væld af autocampere holder til.

Det giver nogle udfordringer, dels fordi det kan være svært for andre biler at finde parkering, og dels fordi parkeringspladsen ikke er udstyret med faciliteter, som kan understøtte autocampere. Det betyder, at autocampisterne leder efter alternativer.

”Vi oplever flere gange dagligt, at folk i autocampere kommer og vil bruge vores bade, vil af med sit kemiske affald eller vil have fyldt vand på mod betaling. Vi har valgt, at hvis ikke man vil bo ved os, skal man heller ikke benytte sig af vores faciliteter,” fortæller Henrik Jensen, som ejer campingpladsen Lønstrup Camping.

Kommune afviser ansvar
Henrik Jensen fortæller, at han har haft fuld belægning i halvanden måned, og at han ikke mener, at han kan tillade sig at skabe ventetider for gæsterne for at imødekomme autocampister, som betaler små beløb for at bruge faciliteter.

Hos Hjørring Kommune mener man til gengæld ikke, at det er kommunen, som skal sørge for faciliteter på parkeringspladsen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann (K), påpeger, at der ikke er tale om en campingplads, og at kommunen allerede har etableret et toilet på stedet.

At etablere vandpost og affaldsstation til kemiske toiletter mener han er uden for kommunens opgave. Han siger, at kommunen med skiltning henviser til andre steder, hvor man kan komme af med affaldet. Homann mener, at der er en del, som gerne tager imod kemisk affald og udlåner badefaciliteter mod betaling.

Regulering op til politi
I forhold til, hvem der skal stå for at sørge for, at autocampisterne holder, hvor de må, henviser Søren Homann til politiet.

Det bygger han på, at autocampere er omfattet af færdselsloven som almindelige personbiler, og dermed er det politiet, som afgør, om de raster eller camperer på stedet.

Homann siger, at tidsbegrænsning er en potentiel løsning, men at det ville være en kæmpe stor opgave at lave tidsbegrænsning på parkeringspladser for at undgå autocampere på kommunalt plan.

 

Relaterede artikler:

Gør plads til flere autocampere i Ribe

Vedtager masterplan for autocamperparkering

Endnu en kommune vil have styr på autocampere