Autocampere. (Foto: Dansk Camping Union | Facebook.com | PR)

Endnu en kommune vil have styr på autocampere

Antallet af autocampere er i vækst, og i Kerteminde vil politikerne derfor komme mulige problemer i forkøbet. Man inviterer lokalområdet til et møde og udvikler planer for ny infrastruktur.

Autocampismen er blevet en stadig mere populær ferieform, og i Kerteminde har det stigende antal autocampere været til debat i et stykke tid.

Autocampere er ikke omfattet af campingreglementet, og det betyder grundlæggende, at autocampisterne kan parkere de samme steder som almindelige personbiler. For lokale betyder det også, at autocamperne ender steder, hvor de ikke bryder sig om, at de holder.

I 2017 fik det Kerteminde Kommune til at etablere en autocamperplads ved marinaen, og til Fyens Stiftstidende fortæller formand for erhvervs- og vækstudvalget, Henrik Madsen (K), at det formentlig er grunden til, at der ikke er flere autocampere, som holder uheldige steder.

Men nu vil man have spredt pladser til autocampere ud over hele kommunen, og til foråret inviterer kommunen i samarbejde med Erhverv & Turisme Kerteminde blandt andet turistaktører, landsbyråd og lokale handlende til et møde om autocampismens fremtid i kommunen.

Vil etablere små pladser
Erhvervs- og vækstudvalget har holdt et møde, hvor man inviterede en projektleder fra Middelfart Kommune, så politikerne kunne lære af, hvordan den vestfynske kommune har løst problemet med autocampere.

Intentionen i Kerteminde er at være på forkant med eventuelle problemer, som måtte opstå. Udvalget har læst statistikker, som viser, at salget af campingvogne er dalende, mens salget af autocampere til gengæld stiger.

Det betyder blandt andet, at hvor traditionelle campister bliver det samme sted i et par uger, er autocampisterne en del mere mobile på deres ferie.

Hos kommunen ønsker man at finde en plan for, hvordan autocamper-turismen kan balanceres, så lokale dels kan følge med, og autocampisterne føler sig godt taget imod.

Henrik Madsen nævner, at 95 procent af autocampisterne ønsker at opføre sig ordentligt og bidrage positivt til de destinationer, de besøger. Derfor mener man også, at autocampisterne vil være interesserede, hvis der er pladser til dem. Det er for eksempel en erfaring, man har gjort sig i Middelfart.

På den baggrund forestiller erhvervs- og vækstudvalget sig, at man rundt om i hele kommunen kan etablere små rastepladser specifikt til autocampere, hvor de kan standse i nogle timer. Disse pladser, forestiller man sig, kan etableres tæt på oplevelser og spisesteder.

For at blive endnu klogere vil man på mødet, som arrangeres i samarbejde med Erhverv & Turisme Kerteminde, også invitere en repræsentant fra VisitDenmark.

Relaterede artikler:

Ny undersøgelse sætter fokus på autocampister

Her kan autocampisterne skulle holde i fremtiden

Gratis parkering udfordrer autocamperplads