- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

80-året for befrielsen markeres på tværs af grænsen

13 aktører fra både Danmark og Tyskland arbejder i disse dage sammen om at gøre historien levende med henblik på, at man ikke glemmer de konsekvenser, som 2. verdenskrig havde.

Søndag stod der tændte levende lys i en del vinduer landet over, da danskere fra Skagen til København markerede 80-året for befrielsen.

Markeringen stopper dog ikke der. I mere end et år har en række museer og destinationer i Danmark og Tyskland nemlig lagt planer for og skaffet finansiering til et projekt kaldet Hope & Despair, der skal minde besøgende om de erfaringer, der aldrig må glemmes.

Det løber indtil den 10. maj og meningen er, at man vil nytænke formidlingen af 2. Verdenskrig ved hjælp af såkaldte sammenhængende fortællinger, der skal bevæge sig på tværs af museer, mindesmærker og ikke mindst landegrænser.

Må aldrig glemmes
Det er Designskolen Kolding, som står i spidsen for projektet, der er støttet af midler fra Interreg Deutschland-Danmark. Frem til den 10. maj vil der være en række arrangementer i både Danmark og Tyskland, der fokuserer på krigen og dennes konsekvenser.

“Vi gør det her, fordi vi tror på, at vi kan gentænke turismen som et fælles sprog – også på tværs af grænser,” siger Martin Perregaard-Bitsch, der er direktør for Destination Trekantområdet, om baggrunden for, at man har involveret sig.

”Hope & Despair er resultatet af et vigtigt samarbejde, hvor vi har sat folk sammen på tværs af fagligheder, institutioner og lande for at skabe én samlet fortælling om en tid, vi aldrig må glemme.”

Derudover understreges det, at Destination Trekantområdet ser Hope & Despair som et vigtigt pejlemærke for, hvordan man fremover kan udvikler kulturformidling og turisme på tværs af grænser. Meningen er, at det skal styrke både besøgstal, fællesskaber og forståelse.

Vigtigere end nogensinde før
Projektkoordinator Maibrit Thomsen fra Destination Trekantområdet forklarer, at det projekt og de arrangementer, der løber af stablen i disse dage, er resultatet af rigtig mange samtaler, workshops og møder, men man håber, at det vil være første skridt mod et større samarbejde.

”Vi har skullet finde en fælles retning, selvom vi kommer fra meget forskellige steder. Netop derfor er det så meningsfuldt at stå her nu og se, hvordan det hele begynder at leve ude i virkeligheden – som noget, folk rent faktisk kan opleve og mærke.”

”Og i en tid, hvor vi ofte hører om splittelse i Europa og verden, er det vigtigere end nogensinde, at vi netop nu viser omverdenen et stærkt eksempel på at vi kan samles om at formidle historien i et fælles sprog.”

En række aktører deltager
I tillæg til destinationen er der 12 aktører fra både Danmark og Tyskland med og tæller alt fra museer og mindesteder til skoler, forskere og kunstnere.

Det drejer sig om Museum Kolding, Destination Sønderjylland, UC SYD, Fachhochschule Kiel, Europa-Universität Flensburg, Frøslevlejrens Museum, KZ-Gedenkstätte Neuengamme og KZ-Gedenk- Und Begegnungsstätte Ladelund.

Derudover deltager KZ-Gedenkstätte Husum-Schwesing , Billund Kommunes Museer, Det Jødiske Museum i Rendsborg samt Turistkontor Flensburger Förde.


Relaterede artikler:

Dyster forudsigelse er dårligt nyt for turismen

Stort turismeprojekt på tværs af landegrænser

Vestkystturister vil have kulturoplevelser