Nu har regeringen udmøntet 43 af de i alt 200 millioner kroner, der er blevet afsat til turismeindsatsen i de kommende år. Beløbet tildeles de tværkommunale udviklingsplaner.
Fredag i den forgangne uge kom det frem, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse havde udvalgt 15 danske turismeprojekter, der tilsammen modtager et økonomisk rygstød på 58,5 millioner kroner, og nu er der flere penge på vej til dansk turisme.
Denne gang er det regeringen, der har haft muldvarpeskindet oppe af lommen. Som en del af finansloven for i år blev der afsat 200 millioner kroner, der skal benyttes til regeringens turismeindsats i de kommende fire år, og nu er 43 millioner kroner af disse blevet øremærket.
By-, Land- og Kirkeministeriet fortæller mandag, at det tocifrede millionbeløb skal benyttes til at styrke den strategiske udvikling af landets turismeområder både lokalt og nationalt, og at det skal ske via de tværkommunale udviklingsplaner.
Anses som et godt redskab
Det oplyses, at regeringen ønsker at styrke de tværkommunale udviklingsplaner, fordi de tilsyneladende har vist gode resultater.
”Allerede få år efter lanceringen af de første udviklingsplaner, indikerer mange af kommunerne, at de har skabt rammerne for et stærkere samarbejde, mere helhedstænkning, øgede investeringsniveauer og et øget politisk fokus på turisme,” lyder det.
Udviklingsplanerne anses derudover som en god måde at få spredt turismen mere ud i løbet af hele året således, at det ikke kun er om sommeren, at man har travlt. Det er vigtigt i forhold til at skabe flere helårsarbejdspladser i erhvervet.
De har desuden flere fokusområder såsom udvikling af flere naturnære overnatningssteder og mere rekreativ infrastruktur i hele landet, samtænkning af klimatilpasningsindsatser og den lokale turismeindsats. Derudover ønsker man en bedre udnyttelse af de danske lystbådehavne til turisme.
Sendes til hele landet
Midlerne til de tværkommunale udviklingsplaner fordeles således, at den for Vestkysten tildeles 12 millioner kroner, mens syv millioner kroner går til Jyllands Østkyst, seks millioner kroner tildeles Fyn og Øerne, mens det samme beløb går til Sjælland og Øerne.
Udviklingsplanen for Hovedstadsregionen får fem millioner kroner, fire millioner kroner sendes til Bornholm og tre millioner kroner skal benyttes til at revidere og udvikle såvel nye som eksisterende planer.
Udviklingen skal fastholdes
Morten Dahlin (V), der blandt andet er minister for byer og landdistrikter og har netop dansk turisme som ressortområde, glæder sig i en kommentar til nyheden over, at man nu sætter fart på de tværkommunale udviklingsplaner.
”Det er vigtigt med ambitiøse og langsigtede planer for, hvordan vi skal udvikle dansk turisme, og ikke mindst hvordan vi synliggør, at Danmark som turistdestination har enormt meget at byde på.”
”Selvom dansk turisme går godt, og turismeerhvervet slår den ene rekord efter den anden, er der stadig et stort potentiale for at udvikle turismen i hele landet – også uden for højsæsonerne. For at vi kan fastholde den positive udvikling, kræver det, at der bliver sat en stærk, strategisk retning for dansk turisme.”
Relaterede artikler:
Sender knap 60 millioner kroner til dansk turisme