Med CopenPay bliver turister belønnet, når de tager grønne valg som at sætte sig på jernhesten. (PR-foto | Hotel d’Angleterre.)

WoCo får international ros for grønt initiativ

Et pilotprojekt, som Wonderful Copenhagen står bag, vil belønne turister for at tage de miljøvenlige valg på deres ferie. Selvom projektet kun har været i gang i en dag, er den internationale interesse allerede stor.

Mandag lancerede Wonderful Copenhagen pilotprojektet CopenPay, som kort fortalt sigter efter at belønne turister for at tage de klimavenlige valg, når de holder ferie i hovedstaden.

Konkret har Wonderful Copenhagen valgt gulerodsmetoden, og turister belønnes således, når de eksempelvis cykler til attraktioner eller deltager i frivilligt arbejde som for eksempel at indsamle plastikaffald. Til gengæld gives der gratis adgang til en række oplevelser, herunder guidede museumsture, gratis kajakudlejning og gratis frokoster fremstillet med lokalt producerede råvarer.

Blandt de attraktioner, som er med i initiativet, er Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Sparta Running Club, GreenKayak, CopenHill og cykeludlejningen Donkey Republic.

Og mens projektet kun lige er blevet sparket i gang, har det store udland allerede lagt mærke til initiativet. Store amerikanske medier som New York Times, CNN, Washington Post og Business Insider samt britiske BBC og The Guardian og franske Le Figaro har således alle skrevet om konceptet.

I kontrast til internationale protester
Flere af de internationale medier, som skriver om det københavnske pilotprojekt, som løber frem til den 11. august, bider mærke i, at initiativet, der skal få turisterne til at holde deres ferie på mere bæredygtig vis, kommer på et tidspunkt, hvor overturisme er på dagsordenen i flere europæiske storbyer, og hvor demonstranter bevæbnet med vandpistoler har sprøjtet vand på turister i Barcelona.

Britiske The Guardian bemærker, at Københavns svar på den øgede mængder turister står i kontrast til denne type demonstrationer.

Mediet nævner for eksempel, at turister, som møder op med deres egen genbrugelige kaffekop, kan få en gratis kop kaffe på udvalgte caféer, mens Copenhill giver ekstra tid på ski for god miljømæssig opførsel.

Politikere ønsker turismeafgift
Det er dog ikke fordi, at der er lutter godt humør i de politiske lag i Københavns Kommune, når det gælder tilstrømningen af turister. Kommunens politikere vedtog torsdag den 20. juni, at man vil gå videre med en turismeafgift. Konkret var fire mulige modeller for en afgift på bordet. En af modellerne var kun målrettet krydstogtturister, mens de andre modeller var målrettet alle overnatninger i Københavns Kommune.

Københavns Kommune har egentlig ikke beslutningskompetence til at indføre en turismeafgift. I stedet beder kommunen erhvervsminister Morten Bødskov (S) om at få lovhjemmel til at indføre afgiften. Han støtter dog ikke en sådan afgift, skrev ministeren imidlertid allerede i november i et opslag på de sociale medie X.

”Det bliver et NEJ. Turismen sætter rekord på rekord. Vores dejlige land er populært. Milliarder i omsætning. Tusindvis af job. En turismeafgift er en dårlig idé. Den vil koste job, omsætning og udvikling. Vi skal den modsatte vej!” skrev ministeren således dengang.

Der er dog opbakning til afgiften i visse dele af Folketinget. Her mener således både Alternativet og Enhedslisten, at muligheden for at indføre en turismeafgift bør overvejes seriøst, skriver DR. Et af argumenterne for indførelsen af en turismeafgift lyder blandt andet, at midlerne kan bruges til at udbedre for eksempel affaldshåndtering eller støj i områder, hvor der er særligt mange turister.

 

Relaterede artikler:

Noget for noget: WoCo vil belønne grønne turister

København går videre med turismeafgift

Slipper for sparekniven: WoCo roser regeringen