Tour de France-feltet omkring Asnæs i Nordvestsjælland. (Foto: Danny Longhi Andreasen).

VisitDenmark vil udnytte stort dansk cykelløb

De næste tre år skal Danmark lægge asfalt til et World Tour-cykelløb. VisitDenmark og tre destinationsselskaber er gået sammen om at markedsføre Danmark som cykeldestination.

I sidste uge blev planerne for Danmarks nye World Tour-cykelløb lanceret på Københavns Rådhus. Når løbet starter til næste sommer i Roskilde med målstreg i København, bliver det under navnet Copenhagen Sprint. Løbet omfatter et eliteløb for både mænd og kvinder, og kommer til at løbe af stablen den 21. og 22. juni 2025 og de neste tre år.

Hos VisitDenmark ser man løbet som en gylden mulighed for at markedsføre fortællingen om Danmark som en af verdens bedste cykeldestinationer, og den mulighed griber VisitDenmark nu sammen med flere destinationsselskaber.

Erhvervsministeriet har afsat en ekstraordinær pulje på 5,2 millioner kroner over tre år til markedsføringen, som VisitDenmark vil samarbejde med Wonderful Copenhagen, Destination Fjordlandet og Destination Nordsjælland om.

”Vi ved, at den let tilgængelige danske natur set fra en cykelsadel allerede i dag er et trækplaster. Ikke kun fordi, det er både sundt og rart at cykle, men også fordi det er med til at fortælle historien om et land, det er nemt at færdes i – også på cykel,” siger administrerende direktør for VisitDenmark Katja Moesgaard.

Cykelferie fanger turisternes interesse
Ved lanceringerne af planen for Copenhagen Sprint var erhvervsminister Morten Bødskov (S) også til stede. Her betonede han, at også han ser store muligheder i forhold til cykelløbets bidrag til dansk turisme.

”Cykling er Danmarks folkesjæl. Vi cykler på arbejde, vi cykler i hverdagen. Når Tour de France lægger vejen forbi, giver det et enormt boost til dansk erhvervsliv og dansk turisme. Betydningen er koloenorm,” sagde han således.

Noget tyder på, at cykelløbet også kan komme til at få stor betydning lokalt. Hos Destination Fjordlandet ser man allerede interesse for cykelturismen som ferieform, fortæller destinationsselskabets direktør, Thomas Kær Mahler.

”Ruten får jo både igennem Roskilde og Frederikssund, så vi er rigtig glade for ruten. Allerede i dag kan vi se, at netop siderne om cykelferie er nogle af de mest besøgte hos os, og hos cykeludlejningerne kan de mærke interessen,” siger han.

Bag cykelløbet står det internationale cykelforbund UCI i samarbejde med en partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Danmarks Cykle Union. Sidstnævnte har desuden stiftet et eventselskab, der skal forestå planlægning og afvikling af løbet.

 

Relaterede artikler:

Stort dansk cykelløb faldet på plads

Nye skilte skal binde landet sammen for cykelturister

Danmark vinder bud på stort cykelløb