Overnatningstallene for oktober har vakt glæde i turistbranchen. Hos VisitDenmark mener man, at fremgangen viser, at helårsturismen er styrket.
Onsdag offentliggjorde Danmarks Statistik overnatningstallene for oktober. De viser, at der var knap 5,6 millioner overnatninger i oktober 2024. Det er 5,2 procent flere end året før, og tages der udgangspunkt i de udenlandske overnatninger alene lyder stigningen på syv procent.
Alt i alt var der godt 3,3 millioner udenlandske overnatninger, og det vækker glæde hos markedsdirektør i VisitDenmark, Mads Schreiner, som mener, at stigningen rimer på det politiske mål om, at helårsturismen skal styrkes.
”Da vi begyndte at arbejde med at udvikle sæsonerne i dansk turisme, var det meget ambitiøst at forestille sig efterårsferien som et populært tidspunkt at holde ferie i Danmark. Men det er her, vi står i dag. Det er eftertragtet at holde efterårsferie i Danmark, og vi ser en vækst inden for både feriehuse, hoteller, camping og feriecentre. Det cementerer Danmarks position og potentiale som en helårsdestination,” siger markedsdirektøren.
Vækstraterne var målt i procenter højest blandt gæster fra Italien, hvor oktoberovernatningerne steg med 24,3 procent sammenlignet med oktober sidste år. Herefter kom Nederlandene, hvor antallet af overnatninger i oktober steg med 21,3 procent.
Overnatninger foretaget af briter steg med 11,4 procent, mens amerikanerne foretog 16,9 procent flere overnatninger. Overnatninger fra Frankrig steg med 16,4 procent, mens det kun var norske overnatninger, der så en tilbagegang, som lød på 1,9 procent.
Overnatninger fra det vigtige tyske marked gik 4,7 procent frem i oktober 2024 sammenlignet med 2023.
Har forstået at udnytte tendens
Med oktobertallene kan der nu gøres status over skuldersæsonerne 2024. Efterårets skuldersæson (september og oktober) endte med en vækst på 6,5 procent, hvad angår de udenlandske overnatninger. Også skuldersæsonen i foråret (marts-juni) gik frem med 5,6 procent flere udenlandske overnatninger.
”Vi har gennem mange år set en udvikling, hvor turisterne holder flere og kortere ferier over hele året. Den tendens, har vi i dansk turisme forstået at udnytte. Kombinationen af oplevelser i både byerne, i naturen og ved kysterne gør Danmark til et attraktivt rejsemål i alle sæsoner, og der er stadig et stort potentiale at hente,” siger Mads Schreiner.
Markedsdirektøren påpeger i øvrigt, at de foreløbige bookinger for november og december også tyder på vækst. Gennem de senere år har VisitDenmark markedsført Danmark som rejsemål i skuldersæsonerne frem for højsæsonen. Denne prioritering fortsætter i 2025, oplyser VisitDenmark.
Relaterede artikler:
God oktober vækker glæde i turistbranchen