Landfolks administrerende direktør, Christian Schwarz Lausten. (PR-foto).

VisitAarhus henter iværksætter til bestyrelse

Der er i disse dage udskiftninger i VisitAarhus’ bestyrelse. Nu har man hentet en erfaren turismeprofil med stor indsigt i digital innovation, og han skal være med til at styrke destinationsselskabets digitale indsatser.

For tre uger siden hentede VisitAarhus en særdeles erfaren profil til sin bestyrelse i form af branchedirektør Lars Ramme Nielsen fra Dansk Erhverv, som afløser Wonderful Copenhagens forhenværende direktør, Lars Bernhard Jørgensen.

Nu er der igen udskiftning i bestyrelsen, og man har hentet en turismeprofil, som har stor erfaring med digitale platforme.

Det drejer sig om Christian Schwarz Lausten, der for første gang kan sætte sig i bestyrelseslokalet i VisitAarhus efter årsskiftet.

I flere år har han været ansat i Airbnb og været med til at udvikle deres forretning. Han har også startet konsulentvirksomheden Seismonaut, som han solgte i 2019, hvor han i mange år lavede analyser og rådgav en lang række af de danske turistvirksomheder og turistorganisationer om digitalisering.

Senest har Christian Schwarz Lausten været med til at stifte portalen for udlejning af unikke sommerhuse, Landfolk.com, som han i dag er direktør for.

”Christian kommer med et stærkt innovativt og digitalt blik, som bestyrelsen får stor gavn af. Turismen er ligesom alle andre brancher dybt afhængig af at udnytte de nye digitale muligheder, og derfor glæder jeg mig meget til at få Christians perspektiver med ind i bestyrelseslokalet, og jeg er rigtig glad for, at han har sagt ja til at være en del af bestyrelsen i VisitAarhus,” udtaler forperson for VisitAarhus’ bestyrelse, Nina Smith, i en pressemeddelelse.

Vil udnytte digitale muligheder
VisitAarhus arbejder på at tiltrække både ferie- og mødegæster til hele Aarhusregionen, som består af kommunerne Favrskov, Norddjurs, Randers, Silkeborg, Syddjurs, Viborg og Aarhus.

En af de nyeste satsninger i VisitAarhus er et større projekt, der arbejder med kunstig intelligens indenfor turismen, og det er et af de emner, som Christian Schwarz Lausten glæder sig til at bidrage til.

”VisitAarhus er en organisation der går forrest indenfor udviklingen af turismen i Danmark. Jeg glæder mig til at være med på rejsen og give mine input til, hvordan vi udnytter de nye digitale muligheder bedst, så vi sammen kan udvikle turismen i Aarhusregionen og resten af Danmark,” siger han.

Christian Schwarz Lausten har et bredt kendskab til Aarhusregionen, oplyser VisitAarhus. Han er bosat i Aarhus og uddannet på Aarhus Universitet.

Han afløser rektor for Folkeuniversitetet, Sten Tiedemann, i VisitAarhus’ bestyrelse. Sten Tidemann udtræder ved årsskiftet, når hans valgperiode udløber, efter at han har siddet på posten i 15 år. Han var i en årrække formand for bestyrelsen og en stor kraft i tilblivelsen af VisitAarhus som samlet destinationsselskab for hele Aarhusregionen, oplyser VisitAarhus.

 

Relaterede artikler:

VisitAarhus tilføjer kendt profil til bestyrelse

Vil trække særlig målgruppe til Randers

Bedste krydstogtsæson til dato i Aarhus