Københavns nye gaming- og spilfestival oplever øget efterspørgsel. Arrangørerne har bevidst arbejdet på at gøre festivalen mere tilgængelig, men nu overvejer man et deltagerloft på den mest populære dag.
I januar i år tiltrak Copenhagen Gaming Week 12.500 besøgende uden for turismens højsæson. I 2025 vender festivalen tilbage, og ifølge arrangørerne Bellagroup, Wonderful Copenhagen og Blackbox Media, er interessen eksploderet.
Mange tusinde har allerede købt billet til gaming- og spilfestivalen, som finder sted den 13.-15. februar 2025 i Bella Center. Den høje efterspørgsel får derfor arrangørerne til at overveje et loft på antallet af besøgende om lørdagen, oplyser Bellagroup i en pressemeddelelse. Det oplyses dog ikke, hvor mange gæster loftet kommer til at lyde på.
“Vi er blæst bagover af den massive interesse. Sidste år satte vi for første gang strøm til drømmen om en festival for gaming- og spilkultur i København, og nu oplever vi et klart ‘level up’. Copenhagen Gaming Week er hurtigt blevet et samlingspunkt for både gamere, sportsudøvere, børn, unge og familier, og vi forventer endnu større deltagelse end i 2024,” siger Andreas Bjerrum Larsen, som står i spidsen for Copenhagen Gaming Week.
Har sat billetprisen ned
I år har arrangørerne valgt at sænke billetprisen, oplyser Andreas Bjerrum Larsen. Han fortæller, at det skyldes ønsket om at gøre gamingugen mere tilgængelig for alle.
“Vi har bevidst sat prisen ned i år, fordi vi vil gøre festivalen mere inkluderende og tilgængelig for alle – både børn, unge og voksne. Fællesskaberne, som vokser ud af gaming og spil – hvad end de udfolder sig digitalt eller analogt – skal være tilgængelige for flest muligt,” siger Andreas Bjerrum Larsen.
Programmet for festivalen vil blive offentliggjort i november. For at øge tiltrækningskraften kommer kendte youtubere blandt andet med på festivalen.
Arrangørerne oplyser, at et væsentligt element i den øgede efterspørgsel skyldes, at man har rykket festivalen til vinterferien i uge syv, så særligt børn og unge har bedre mulighed for at komme med. Det giver også mulighed for at satse på programmet på hverdagene.
“Vi har lyttet til vores publikum og valgt at flytte festivalen til vinterferien, så det passer perfekt ind i en tid, hvor der er behov for flere kulturtilbud til målgruppen. Vi tror på, at den nye timing er med til at gøre Copenhagen Gaming Week mere attraktiv, og derfor satser vi lige nu også stort på programindholdet til både torsdag og fredag, da vi ved, at mange har mulighed for at være med på hverdagene,” siger Andreas Bjerrum Larsen.
Relaterede artikler:
Stor gamingfestival vender tilbage i 2025