Destination Bornholm håber, at fremstødet blandt tyske turoperatører kan hjælpe med at udvide sæsonen. (PR-foto: Destination Bornholm).

Vil tiltrække tyskere med fremstød i Hamborg

Destination Bornholm er taget til Hamborg for at få flere tyskere til at vælge øen som feriedestination hele året. En udvidet sæson kan bane vejen for helårsåbent i øens turismevirksomheder, lyder det.

Flere tyske turister skal vælge at holde ferie på Bornholm hele året. Det er målet for Destination Bornholm, der onsdag og torsdag har rykket teltpælene op for at være med i et Travel Trade-arrangement i Hamborg.

Håbet er, at Destination Bornholms tilstedeværelse kan vække interessen for ferieøen blandt deltagende virksomheder til arrangementet, primært rejsebureauer.

Markedsføringsarbejdet sker blandt andet gennem én-til-én møder med virksomhederne, som giver mulighed for at netværke og informere om de unikke attraktioner og muligheder, som Bornholm har at tilbyde.

Messen i Hamborg er en årligt tilbagevendende begivenhed, som er arrangeret i et samarbejde mellem VisitDenmark, VisitFinland, VisitSweden, VisitNorway og VisitIceland, og den sætter fokus på de nordiske lande over for cirka 50 udvalgte turoperatører fra Tyskland.

Har fået Bornholm ind på lystavlen
Det er ikke første gang, at Destination Bornholm har været med til Travel Trade-arrangementer i Tyskland. De seneste to år har man således deltaget i arrangementer i både Hamborg og Frankfurt.

Her har destinationsselskabet særligt oplevet, at de tyske turoperatører i Hamborg har et særligt godt øje til Bornholm, fortæller projektansvarlig for marketing og erhverv hos Destination Bornholm, Kristina Lindberg.

“Vi er meget privilegerede i den forstand, at den mangeårige markedsføring i Tyskland har gjort, at Bornholm er top-of-mind hos både rejsebureauer og deres kunder. Derfor får vi som regel kalenderen fuld med møder fra turoperatører, der enten ønsker at tilbyde rejser til Bornholm, eller som ønsker at udvide deres Bornholm-rejser til flere årstider,” siger hun.

Hun tilføjer, at Travel Trade-arrangementer som det i Hamborg også har strategisk vigtighed for Destination Bornholm, når det handler om at udvide turistsæsonen.

“Her har vi mulighed for at gøre opmærksom på andre sæsoner. Blandt andet sætter vi fokus på Vinterøen Bornholm og de mange julemarkeder, øen byder på. Kan vi skabe en efterspørgsel for, at flere grupper rejser til Bornholm, for eksempel om vinteren, vil der muligvis også være incitament for, at flere overnatningssteder, restauranter, attraktioner med mere kan se sig selv holde vinteråbent fremadrettet.”

Udover Destination Bornholm deltager andre danske aktører også i arrangementet. Det drejer sig om VisitDenmark, Arp Hansen Hotel Group, VisitNordsjælland, Tivoli, Scandlines, Go Hotels, VOS, Nationalmuseet, Andersen Hotel, Small Danish Hotels, Feline, Albatross Expedition, Comwell og Tour Partner Group.

 

Relaterede artikler:

Flere turister drager til Bornholm i sensommeren

God tilfredshed med Bornholmslinjen

Vil have 100 nye boliger om måneden på ferieø