Betalingskort. (Foto: Nets | Twitter.com | PR)

Vil lempe lov: Skal kunne høste frugterne af turisme

Mens regeringspartierne mener, at det vil give andre dele af erhvervslivet mulighed for at drage nytte af turismen, hvis en af landets love ændres, er fagforening bekymret over konsekvenserne.

Mandag i denne uge præsenterede regeringen som bekendt en ny national turismestrategi, der omfatter en del forskellige elementer såsom øget markedsføring af Danmark som destination, ligesom der skal fokuseres på outdoor- samt møde- og erhvervsturisme.

Et andet af nedslagspunkterne i strategien, der skal give branchen luft under vingerne frem mod 2030, er, at man foreslår at justere den såkaldte lukkelov, hvori der er fastsat regler for, hvornår danske butikker må holde åbent.

Regeringspartierne håber, at den – med Erhvervsministeriets eget ord – modernisering af loven, der er lagt op til, vil bidrage til at skabe både mere liv og vækst samt flere arbejdspladser i lokalsamfundene på tværs af landet.

Må slå dørene op på lukkedage
Som det er i dag, skal butikker med en omsætning, der er højere end 43,4 millioner kroner, holde lukket på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag, men det vil til en vis grad blive ændret, hvis regeringens forslag vedtages.

Partierne vil nemlig konkret lempe loven ved, at der i højere grad bliver skelet til geografien således, at butikker i danske byer med under 15.000 indbyggere fremover får lov til at holde åbent på lukkedagene. Det vil betyde, at de må holde åbent yderligere 12,5 dage om året.

I tillæg til de førnævnte ændringer skal det være tilladt for butikker at være åbne under arrangementer uden, at der skal dokumenteres, at det har officielt karakter. Kommunerne vil ikke længere hvert år skulle indhente en ny tilladelse til, at butikkerne må invitere kunder indenfor.

Borgmester måtte tale til tyrolerfest
Erhvervsministeriet giver et eksempel på dét, man kalder en uhensigtsmæssig praksis, og den slags ”bøvl og bureaukrati”, man nu ønsker at gøre op med via de foreslåede lovændringer.

Det handler om, at en borgmester blev nødt til at holde tale ved en tyrolerfest i en by, fordi det dermed blev betragtet som værende af officiel karakter. I og med at lokalpolitikeren talte ved åbningen fik butikkerne lov til holde åbent, selvom arrangementet foregik i pinsen.

”Turismen er en kæmpe vækstmotor for Danmark. Det skal vi styrke. Derfor skal vi have ryddet benspænd af vejen,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S).

”Ved at modernisere lukkeloven, kan de lokale butikker i mindre byer selv bestemme, om de vil slå dørene op eller ej på årets lukkedage. På den måde kan tøjbutikken eller købmanden høste frugterne af den stigende turisme.”

Frygten at branchen udsultes
Der er dog mindre begejstring at spore hos fagforeningen HK Handel, der repræsenterer ansatte i butikker samt på lagere og kontorer. Her udtrykker formand Mette Høgh en vis skepsis over for regeringens forslag.

“Branchen og de ansatte i den er i forvejen presset, fordi der efterhånden ikke er mange lukkedage tilbage, som de med sikkerhed ved, at de kan holde fri på. Samtidig arbejder rigtig mange på skæve tidspunkter allerede.”

”Når regeringen så går ind og liberaliserer lukkeloven yderligere, bliver det så godt som umuligt for de ansatte at have en ordentlig balance mellem arbejdsliv og fritid.”

Formanden hæfter sig blandt andet ved, at flere dage på arbejde kan betyde, at fagforeningens medlemmer potentielt vil få udfordringer med at finde pasning til eventuelle børn.

“Det er bekymrende, for det vil på sigt udsulte vores branche, så det kun er unge og ældre, der kan arbejde i den. Jeg frygter, at alle de andre vil søge væk, fordi de ikke kan få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen.”


Relaterede artikler:

Savner fokus på storbyturisme og bæredygtighed

Ny strategi får ros fra branchen

Regeringen hæver ambitioner i ny turiststrategi