Krydstogtskib i Rønne. (Arkivfoto fra havnen i Rønne.)

Vil ikke tage imod amerikanere efter Trump-udtalelser

Donald Trumps udtalelser om Grønland og det faktum, at han ikke vil udelukke brugen af magt, får nu konsekvenser hos en bornholmsk aktør. Han vil nemlig ikke længere byde velkommen til amerikanske turister.

Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, som Danmark befinder sig i, gør det svært at spå om, hvordan det kommer til at gå for turistbranchen i 2025. Sådan lyder en prognose fra Dansk Industri.

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser, Lars Bertolt Winther, siger, at det er svært at sige, hvad den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland kommer til at betyde. Om ikke andet betyder situationen formentlig, at flere finder Danmark på verdenskortet, men om effekten vil være positiv eller negativ, tør Dansk Industri ikke spå om.

Et sted, hvor Trumps udtalelser dog har fået en ret tydelig effekt på de amerikanske turisters gøren og laden her til lands, er på tidligere amtsborgmester Knud Andersens gård i Hasle på Bornholm.

Han har nemlig besluttet, at han ikke længere vil tage imod amerikanske krydstogtturister på sin gård, som han ellers har gjort hvert år. Han har opsagt en aftale med et rejsebureau om at invitere amerikanere til åbent hus og dialog om det danske samfund.

Trusler om magtbrug har ført til beslutningen
De krydstogtgæster, som Knud Andersen gennem årene har budt velkommen på sin gård, har fået indsigt i dansk landbrug, samtidig med at de også har fået information om Bornholm og det danske demokrati.

Knud Andersen lægger dog ikke skjul på, at valget om ikke længere at tage imod amerikanere skyldes Donald Trumps udtalelser om, at USA ønsker at overtage Grønlands territorium, og at man fra USA’s side ikke udelukker brugen af økonomisk eller militær magt for at få kontrol over øen.

“Præsidenten meddeler, at USA med våbenmagt eller økonomiske midler vil overtage en del af Danmark. Vi finder det helt uacceptabelt, at USA vil overtage Grønland. Vi ønsker ikke at åbne vores hjem for repræsentanter for denne holdning,” lyder det fra Knud Andersen i opslaget på Facebook. Her takker han dog også de rejseledere, som han har mødt gennem samarbejdet, for deres dygtighed.

Over for DR uddyber Knud Andersen, at han har været glad for at tale om demokrati med amerikanske turister, men at han ikke længere mener, at den samtale giver mening, fordi flertallet i USA efter hans mening vælger at fravige demokratiske regler.

Bornholmsk folketingsmedlem bakker op
Knud Andersen står ikke alene med sine bekymringer. Hans beslutning om ikke længere at byde velkommen til amerikanske krydstogtturister får således opbakning fra Peter Juel Jensen (V), som er valgt til Folketinget på Bornholm.

Han kan godt forstå, at det får folk til at reagere, når for eksempel den amerikanske vicepræsident, J.D. Vande, kalder Danmark en dårlig allieret.

Han fortæller til DR, at han forstår, hvorfor Knud Andersen mister lysten til at gøre et stykke arbejde, som i bund og grund er ulønnet, for at glæde en gruppe, som betragter Danmark som en dårlig allieret.

 

Relaterede artikler:

Trods positiv udvikling: Sikkerhedspolitik gør 2025 svært at spå om

Amerikansk storinvestor leder efter hoteller i København

Flyruter giver markant vækst i amerikanske turister