Der ligger et stort uforløst potentiale i at udbyde kulturoplevelser til kyst- og naturturister. Et nyt projekt skal derfor vise vejen for nye kulturelle kraftcentre i Danmark, og 4,2 millioner kroner skal gøre projektet til en realitet.
Danmarks kulturarv og kulturoplevelser rummer et uforløst potentiale for at indgå i kyst- og naturturismen i Danmark. Det mener det nationale turismeudviklingsselskab Dansk Kyst- og Naturturisme, som påpeger, at turismen går glip af lokal omsætning og en stærkere appel over for nye målgrupper.
Derfor har Dansk Kyst- og Naturturisme i samarbejde med Kulturens Analyseinstitut og VisitDenmark nu søsat et projekt, som skal udbygge det tværgående samarbejde på tværs af forretningsområder og kultur og turisme, og man har netop modtaget 4,2 millioner kroner fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, oplyser udviklingsselskabet i en pressemeddelelse.
“Vi er meget glade for, at erhvervsfremmebestyrelsen har valgt at prioritere en fokuseret indsats for at styrke kulturturismen i Danmark. Med de midler kan vi igangsætte indsatser i forlængelse af Handlingsplan for udvikling af kulturturismen – og dermed medvirke til at sikre et stærkere kulturudbud til gæsterne i kyst- og naturturismen,” siger Jens Hausted, direktør hos Dansk Kyst- og Naturturisme.
Han tilføjer:
“I projektet er der blandt andet fokus på at udvikle stærke kulturkraftcentre i udvalgte destinationer – med udgangspunkt i lokale udviklingsplaner. I et kraftcenter kan oplevelserne fortættes, og der kan skabes kritisk masse. Det skal styrke muligheden for, at kulturen kan skabe øget kommerciel værdi i destinationen.”
Vil skabe fortællinger med international pondus
Dansk Kyst- og Naturturisme påpeger, at kulturarv og -oplevelser i dag er svagt integreret i fortællingen om kyst- og naturturismen i Danmark.
Til gengæld giver udenlandske turister i stigende grad udtryk for, at de efterspørger lokale kulturoplevelser. Derfor fokuserer projektet på at udvikle kulturfortællinger, som kan indgå i den internationale markedsføring af kyst- og naturturismen i Danmark, lyder det.
“Vi vil først og fremmest undersøge og indsamle viden og erfaringer om, hvordan vi kan markedsføre kyst- og naturturismens kulturoplevelser internationalt. Projektet giver os mulighed for at dykke længere ned i turisternes forventninger og adfærd og koble det sammen med eksisterende viden og udviklingen på området, så markedsføringen bliver stærk og effektfuld,” fortæller Line Nøhr Kobzili, marketingdirektør i VisitDenmark.
Hun bemærker, at arbejdet både skal styrke skulder- og højsæsonen:
“Vi skal udvikle levende kulturfortællinger, som hjælper turisterne tættere på den danske og lokale kulturarv og den fantastiske historie, som Danmark byder på. Fortællingerne kommer til at lægge fundamentet for det konkrete indhold i den internationale markedsføring. Vi skal lykkes med at forstærke højsæsonen, løfte skuldersæsonerne og engagere målgrupperne i de særlige styrkepositioner, som danner rammen om kulturoplevelserne i kyst- og naturturismen. Vi glæder os til at komme i gang,” siger hun.
Tager udgangspunkt i lokale styrker
Parterne bag projektet oplyser, at man vil tage udgangspunkt i de styrkepositioner, som findes lokalt i det ganske danske land.
Uanset om det er den lokale fisker eller verdensarven og de store fortællinger om vikinger og kongeriget; attraktionspotentialet findes i de stedbundne kulturoplevelser, og det er netop disse, som differentierer destinationerne, lyder det.
“Der ligger et stort potentiale i at udvikle nye oplevelser og tiltag med lokalsamfundet og de lokale i centrum for udviklingen. Derfor vil vi i projektet undersøge, hvordan kulturturismen kan styrkes med udgangspunkt i borgeres engagement og det lokale kulturliv,” fortæller Esben Danielsen, direktør hos Kulturens Analyseinstitut.
Han tilføjer:
“Vi vil starte med at kortlægge aktører i kulturlivet i udvalgte lokalområder og indsamle data om borgeres kulturengagement. Målet er at bringe ny viden og ideer til en bæredygtig turismeudvikling understøttet af nye partnerskaber og lokalt ejerskab.”
Projektet kommer blandt andet til at resultere i et erfaringskatalog med metoder og anbefalinger til borgernær turismeudvikling og engagement af såvel borgere som turister i kulturoplevelser, oplyser Dansk Kyst- og Naturturisme.
Relaterede artikler:
Millioner skal gøre turismen mere tilgængelig