Bæredygtighed fylder i stigende grad i turistbranchen, og vandrerhjemmene er ingen undtagelse. Nu indfører Danhostel ESG-rapporter på samtlige vandrerhjem.
Danhostel-kæden ønsker at tilbyde mere bæredygtig turisme, og derfor indfører man nu ESG-rapporter på kædens 58 vandrerhjem. Mads Stendorf, Danhostels direktør, fortæller, at rapporterne er et vigtigt led i den strategiske indsats for at fremtidssikre den landsdækkende kæde.
”Vi har indført ESG-rapporterne for at sikre, at der også er fokus på de grønne tiltag hos os. Det handler på den ene side om, at vi gerne vil skære ned på udgifter som el og varme og sikre mere bæredygtig drift. Men vi oplever også et stigende pres fra vores kunder – lige fra lejrskoler, sportsgrupper og erhvervslivet – om, at vi kan dokumentere, hvad det koster på CO₂-regnskabet, hvis du booker et ophold hos Danhostel,” siger direktøren.
Danhostel i Vejle er blandt de første vandrerhjem, som har fået udarbejdet en ESG-rapport, der kortlægger miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige aspekter for vandrerhjemmet.
Her er der blevet foretaget et omfattende gennemsyn af vandrerhjemmet, hvor alt fra elforbrug til madspild er blevet kortlagt. Man har også gennemgået vandrerhjemmet i forhold til, hvordan det arbejder med at være en inkluderende arbejdsplads, og hvordan det håndterer feedback fra gæster.
Rapporten indeholder også en tidslinje over, hvilke miljøtiltag vandrerhjemmet allerede har indført, og hvad der er planlagt. Det drejer sig om detaljer såsom installation af toiletter med lavt skyl i 2022 og arbejdet med miljøcertificeringen Green Key i 2025.
”Det var virkelig en øjenåbner at se, hvor mange bæredygtige tiltag vi allerede har implementeret, uden at vi egentlig har tænkt over det som en samlet indsats,” siger Charlotte Andersen, som er forpagter for vandrerhjemmet.
Gæsterne vil have indblik
Selvom udarbejdelsen af en ESG-rapport er et omfattende stykke arbejde, mener Charlotte Andersen, at kortlægningen er en stor gevinst for vandrerhjemmet i Vejle.
”For os giver rapporten overblik og retning i vores bæredygtighedsarbejde, mens den for gæsterne skaber gennemsigtighed og tryghed i forhold til vores miljømæssige og sociale ansvar. Det er en gevinst for begge parter og en vigtig del af vores fremtidige strategi,” siger hun.
Danhostel udarbejder sine ESG-rapporter i samarbejde med rådgivnings- og revisionshuset BDO. Her forklarer ESG-direktør Mette Toftegaard Rasmussen, at initiativet med rapporterne er særligt vigtigt på grund af øgede krav og forventninger fra det omkringliggende samfund:
”Stadig flere af vandrerhjemmenes kunder – lige fra private gæster til virksomheder og offentlige myndigheder – stiller skrappere krav om, at du som leverandør kan dokumentere dit ressourceforbrug,” siger hun og tilføjer:
”Med ESG-rapporten i hånden skaber vandrerhjemmet netop et overblik over deres påvirkninger og ressourceforbrug, som de bagefter kan kommunikere til gæsterne og ikke mindst vise, at de arbejder aktivt med det.”
Mette Toftegaard Rasmussen fortæller, at arbejdet med de sociale aspekter af virksomheder også er i fokus i hele turistbranchen. Danhostel oplyser, at kursushold for ESG-regnskab, som man udbyder i 2025, allerede er fuldt besat. Der bliver også udbudt ESG-forløb i 2026 og 2027.
Relaterede artikler:
DGI Byen omstiller til grøn strøm