- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Vestjysk attraktion åbner i ny by

Siden 1996 har turister kunnet gå på opdagelse i havets dyr på en vestjysk attraktion. Nu er man på vej med endnu en lokation i det vestjyske.

En ny attraktion ser meget snart dagens lys i Hvide Sande. Lørdag den 5. april åbner Jyllandsakvariet nemlig en ny lokation i den vestjyske by. Det skriver Jyllandsakvariet i en pressemeddelelse.

Herfra lyder det, at Jyllandsakvariet Hvide Sande kommer til at byde på anderledes akvarier og maritime detaljer med kreativt strandværksted og en stor udstilling om rav.

“Der bliver helt sikkert noget at kigge på, som man med garanti aldrig har set før,” fortæller Michael Madsen, der er indehaver af Jyllandsakvariet.

Han og staben hos den vestjyske attraktion er netop nu i gang med at færdiggøre de nye akvarier. De bygges blandt andet i et gammelt styrhus, en stor lyseblå jolle og et badekar med ål.

Startede i mindre målestok
Idéen om den ekstra lokation for Jyllandsakvariet startede i noget mindre format. Egentlig skulle man finde nye lokaler til attraktionens ravmuseum, der indtil da havde haft til huse i en gammel købmandsbutik i Houvig, lige nord for Søndervig.

Forholdene i Houvig var hurtigt blevet for små til at rumme de mange besøgende, der ifølge Jyllandsakvariet lagde vejen forbi museet. Til gengæld mente man, at Hvide Sande var den helt rigtige lokation.

“Hvide Sande er en fantastisk havneby, hvor der kommer rigtig mange mennesker. Den minder meget om Thyborøn, og havnen og havnemiljøet var helt afgørende for, at det netop var her på Tungevej i Hvide Sande, vi fandt det, vi søgte,” fortæller Michael Madsen.

Han påpeger, at der på grund af nedgang i fiskeriet er brug for at tænke over nye anvendelser for mange bygninger og arealer, som nu står tomme. Det passer godt til den tankegang, som Jyllandsakvariet tager til det at skabe noget nyt i historiske rammer, lyder det.

Har før omdannet industribygninger
Michael Madsen og folkene på Jyllandsakvariet har før bygget udstilling i gamle industribygninger. Udover den gamle købmandsbutik i Houvig, der fik nyt liv som ravmuseum, er der også tale om det oprindelige frysehus i Thyborøn, som den dag i dag huser Iskunsten, en anden del af Jyllandsakvariets oplevelsestilbud.

“Det giver en anderledes vinkel på det at bygge en udstilling i eksisterende rammer og bruge genbrugsmaterialer til at skabe nye oplevelser af. Hvor andre måske ville lade sig begrænse, finder jeg tværtimod stor inspiration i de gamle ting og den historie, som både bygning og materialer har i sig. Og det gør mine medarbejdere heldigvis også,” siger Michael Madsen, der allerede har fem nye medarbejdere i sving i den nye attraktion i Hvide Sande.

Foruden det nye Jyllandsakvarium i Hvide Sande ligger der også et Jyllandsakvarie i Thyborøn. Det har ligget i byen siden 1996 og vil fortsat gøre det.

Relaterede artikler:

Dårlige parkeringsforhold ved attraktion generer

Venter i spænding: Nye fund kan forsinke attraktion

Forsorgsmuseum hyldet med Havfrueprisen