En maritim festival løber den kommende weekend af stablen i Næstved. Arrangørerne bag regner med, at op mod 30.000 lokale og turister vil deltage i begivenhederne.
På fredag klokken 14 bliver vandvejene ved Næstved omdannet til et trafikalt knudepunkt for 74 træskibe med omkring 600 besætningsmedlemmer om bord.
Den 6.-8. juni løber Næstved Træskibsfestival nemlig af stablen, og det er noget, som man forventer tiltrækker mange besøgende. Fra Næstved Kommune lyder det, at man regner med 30.000 gæster.
Festivalen kommer til at byde på kanonaffyring ved solnedgang, paradesejlads og åbne skibe. Havnevandring og marsvinejagt. Gratis minitog mellem by og havn. Streetfood og markedsboder er blandt andet også på programmet.
Er blevet større end forventet
Hos Næstved Kommune glæder borgmester Carsten Rasmussen (S) sig over, at træskibsfestivalen har nået den størrelse, som den har.
”Med hele 74 træskibe og 600 besætningsmedlemmer har festivalen vokset sig langt større end forventet. Det bliver en fantastisk oplevelse for både borgere og turister, og jeg glæder mig helt vildt til at se de mange historiske træskibe lægge til kaj i Næstved Havn,” siger borgmesteren.
Han tilføjer:
”Træskibsfestivalen er endnu et godt eksempel på, hvad Næstved kan som eventby, og ikke mindst hvad Næstved Havn kan bruges til.”
Blevet til i samarbejde
Næstved Træskibsfestival er blevet til i et samarbejde mellem Næstved Kommune, Næstved Havn og Træskibs Sammenslutningen.
Træskibs Sammenslutningen besøger hvert år en dansk havn i forbindelse med deres årlige pinsetræf. Det er foreningens medlemmer, som lægger til i den udvalgte havn med deres træskibe.
Mens skibene er et særligt syn for gæster, bruger medlemmer af sammenslutningen weekenden på socialt samvær, fremvisning af deres skibe og generalforsamling.
Igennem samarbejdet mellem de tre parter har man omdannet træffet til festivalen med aktiviteter, som man håber kan være trækplaster for både borgere, besøgende og turister. Der er gratis entré for alle, som ønsker at gæste eventen. De første skibe ankommer allerede i dagene op til festivalen, oplyser Næstved Kommune.
Relaterede artikler:
Trods kritik: Hotel med 12 etager rykker tættere på