Hotel Røde-Kro i Sønderjylland. PR-foto.

Udvider med to kroer

Danmarks største hotelkæde udvider med to kroer i hver sin ende af Jylland. Kroerne bliver en del af kæden, fordi de gerne vil have mere synlighed.

Small Danish Hotels er netop blevet to kroer rigere. Det drejer sig om de klassiske kroer nordjyske Hvalpsund Færgekro og sønderjyske Hotel Røde-Kro.

Finn Kræfting, administrerende direktør hos Small Danish Hotels, fortæller i en pressemeddelelse, at partnerskabet styrker Small Danish Hotels’ position på markedet i turismerige egne.

”De to nye kroer passer rigtigt godt ind i vores medlemsskare. Ejernes personlige engagement er drivkraften både på Hvalpsund Færgekro og på Hotel Røde-Kro, og det er helt i tråd med hotelkædens dna. Samtidig udvider vi kapaciteten i populære ferieområder, hvor kroernes beliggenhed gør dem attraktive for både ferie- og weekendgæster. Efterspørgslen på kroophold i Danmark er stor, og de klassiske kroer vil uden tvivl være med til at styrke vores position på markedet”, siger Finn Kræfting.

Kroer med meget lang historie
De to kroer, som nu er trådt in i Small Danish Hotels, har begge meget lange historier. Den kongeligt privilegerede Hvalpsund Færgekro har ligget i vandkanten ud til Limfjorden siden 1669.

Small Danish Hotels skriver, at kroen er kendt for sin gastronomi og spa, og oplyser, at man ser kroens beliggenhed som et aktiv, hvor der er mulighed for både at spille golf, tage på sælspotting eller vandre på de himmerlandske heder.

Hotel Røde-Kro trækker historiske tråde helt tilbage til 1649. Hotellet ligger i Rødekro tæt på Aabenraa, og der er relativ kort køreafstand til attraktioner på egnen. Kroen tilbyder også social dining, hvor gæster deler flere små retter.

Vil øge synligheden
For ejerne af Hvalpsund Færgekro handler indtrædelsen i Small Danish Hotels særligt om at kunne markedsføre sig selv mere effektivt, end kroen kan på nuværende tidspunkt.

”Vi træder ind i Small Danish Hotels, fordi vi tror på, at det vil være gavnligt for forretningen. Igennem hotelkædens branding og markedsføring kan vi trække flere gæster til, og vi bliver mere synlige over for mulige nye gæster blandt andet via Small Danish Hotels’ loyalitetsprogram, Benefits. Vi får desuden adgang til et fantastisk netværk af kolleger i branchen. Til gengæld bidrager vi med en, for kæden, vigtig placering i smørhullet af Himmerland,” siger hotelparret Lotte og Peder Pedersen, som sammen driver Hvalpsund Færgekro.

Small Danish Hotels repræsenterer i dag knap 70 kroer, hoteller, slotte og badehoteller fordelt over hele landet. Overnatningsstederne er individuelt ejet, og er en del af kæden gennem frivillige medlemskaber.

 

Relaterede artikler: 

Rejsekoncern overtager midtjysk hotel

Stearinlys fra dansk hotel lyser fronten i Ukraine op

Comwell udvider stort i Aarhus