Lystfiskere. (Arkivfoto).

Udmelding om frygtet forbud vækker glæde på ferieø

På Bornholm gav det anledning til panderynker, da Europa-Kommissionen luftede muligheden for et forbud, der kunne tage luften fra en populær turismeform. Nu kan man dog ånde lettet op.

For godt en måned siden gik Destination Bornholm i brechen for et af de ben, som turismen på solskinsøen hviler på. Europa-Kommissionen overvejede nemlig, hvorvidt det skulle være helt forbudt at fiske laks i den sydlige del af Østersøen for at beskytte særligt sårbare eksemplarer af arten mod rekreativt fiskeri.

Onsdag har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri dog bekræftet, at reglerne ikke bliver ændret, og dermed må turister på Bornholm fortsat fange én fedtfinneklippet laks om dagen.

Hos Destination Bornholm ånder man derfor lettet op, for destinationsselskabet har i mange år arbejdet på at tiltrække lystfiskere. Turismeformen er vigtig for økonomien, lyder det.

”Lystfiskerne, de kommer uden for sæsonen. Og når de kommer uden for sæsonen og samtidig lægger et vist beløb hos overnatningssteder, for spisesteder og detailhandlen, så er det jo med til, som en del af værdikæden, at give mulighed for længere ansættelser, og det skaber vækst for hele Bornholm,” fortæller Helle Mogensen, presseansvarlig for Destination Bornholm, til TV2 Bornholm.

Hun oplyser, at outdoorturister som lystfiskere i gennemsnit lægger 1.000 kroner i Bornholms økonomi per dag. De seneste tal fra VisitDenmark fra 2022 viser samtidig, at 36.000 lystfiskere kastede linen i Bornholms farvande det år.

Lettelse hos lystfiskertræf
Hos Trolling Træf Bornholm er der også lettelse. Arrangementet for lystfiskere løb sidst af stablen i marts i år, og her var årets største fangst netop en laks på 15,2 kilo.

Til TV2 Bornholm siger træffets arrangør, Kim Finne, at udmeldingen fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har løftet en stor sten fra hans hjerte. Han fortæller, at selvom der endnu ikke er åbnet for tilmeldingen til næste års konkurrence, har mange deltagere allerede meddelt, at de har booket færger og sommerhuse.

Næste års konkurrence finder sted den 12. til 19. april, og på baggrund af den store interesse, som Kim Finne har oplevet, tror han, at mange deltagere melder sig til.

 

Relaterede artikler:

Frygter forbud kan betyde farvel til attraktive turister

Vil styrke Danmark som turistdestination for lystfiskere

Frygter konsekvenser ved lukket fiskeopdræt