Avisen Financial Times udpeger Sanders Residence som et af fire nye hoteller, der er værd at besøge. Ejeren fortæller, at herskabslejligheden har trukket flere gæster til, end man regnede med.
Københavns mest chikke hotel. Sådan beskrives Sanders Residence, som er en del af Hotel Sanders, der sammen med Helenkilde Badehotel og Tisvildeleje Strandhotel udgør porteføljen hos kæden Kølpin Hotels.
Mens selve boutiquehotellet har adresse i Tordenskjoldsgade og råder over 54 værelser, restauranten Sanders Kitchen samt en cocktailbar ved navn Tata, ligger Sanders Residence i Kronprinsessegade og er en herskabslejlighed på 220 kvadratmeter, der blandt andet omfatter stue og tre soveværelser.
Der er en privat kok samt en concierge tilknyttet Sanders Residence. Gæster tilbydes transport for to i bil, når de ankommer i Københavns Lufthavn, ligesom der er seks cykler til fri afbenyttelse i lejligheden og mulighed for at gøre brug af Sanders Kitchen.
Den førnævnte beskrivelse af hotellejligheden er bragt i den velansete britiske erhvervsavis Financial Times, og den er underskrevet af journalisten Maria Shollenbarger, der har udpeget netop Sanders Residence som en af fire nye indkvarteringsmuligheder, der er værd at bide mærke i.
Fra København til Muscat
Shollenbarger nævner også Hotel Sanders i artiklen og trækker en lige linje mellem dette og relativt nytilkomne Sanders Residence, da hun mener, at herskabslejligheden er en naturlig forlængelse af den stil, der bliver lagt for dagen på hotellet.
I artiklen nævnes Sanders Residence i samme åndedræt som hotellet Forth, der ligger i den amerikanske by Atlanta i staten Georiga, St Regis Al Mouj Resort i Omans hovedstad Muscat samt Rocco Forte House Milan, som har slået dørene op i den norditalienske by Milano.
Den forhenværende internationale balletstjerne Alexander Kølpin, der i dag ejer Kølpin Hotels, har også bemærket avisomtalen, som han – ikke overraskende – er glad for. Han fortæller, at muligheden for at overnatte i herskabslejligheden er blevet taget bedre imod end ventet.
”Tak til Financial Times for den flotte omtale af Sanders Residence. Vi åbnede dørene i juni og vi er godt tilfredse med, at vi indtil nu har haft flere gæster, end vi drømte om. Tak til jer,” skriver hotelejeren i et opslag på LinkedIn.
Relaterede artikler:
Hotelkæde vil tiltrække velhavende gæster med stor herskabslejlighed