Tyskerne er så glade for de havnære danske feriehuse, at der er flere tyske overnatninger i Danmark end i for eksempel Grækenland. Danmark er blandt de ti lande med flest tyske overnatninger, oplyser Dansk Erhverv. Pressefoto: VisitDenmark.

Tyskerne er Danmarks klart største turistgruppe

Over halvdelen af overnattende udenlandske gæster i Danmark har tysk pas, oplyser Dansk Erhverv – der også har forklaringen på, hvorfor der på nogle tyske nummerplader står: SE XY

”Danmark er i international målestok et meget stort turistland. Alene blandt de nordiske lande er vores andel af internationale turister næsten 50 procent – det skyldes Tyskland. I 2018 var der 15,7 millioner kommercielle overnatninger fra Tyskland.”

Klik for stort format. Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, kender tysk turisme i Danmark rigtig godt fra sine blandt andet fire år som markedschef for VisitDenmark på det vigtige tyske marked. Her er han i VisitDenmark-tiden under feriemessen ITB i Berlin, foto: Henrik Baumgarten.

Det siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, og en af de største kendere af tysk turisme i Danmark fra sine blandt andet fire år som markedschef for VisitDenmark på det vigtige tyske marked.

Han siger til STANDBY.dk: ”Sidste år var der de 15,7 millioner registrerede tyske overnatninger i Danmark, heraf var de 646.000 i København. Det tyske marked er det suverænt største for dansk turisme.

Tyske turister bruger over 15 milliarder kroner om året i Danmark, med et gennemsnitligt døgnforbrug i Danmark for tyske kystturister, der i snit har næsten otte overnatninger, på 650 kroner – og 1.450 kroner for tyske storbyturister, der i gennemsnit har tre overnatninger i storbyerne.”

Flest fra Nordtyskland
80 procent af de tyske kystturister i Danmark kommer fra Nordvesttyskland. De fire nordligste af de i alt 16 bundesländer er storleverandører.

Både Schleswig-Holstein og Hamborg står ifølge tal fra VisitDenmark for hver 20 procent af de tyske kystturister, 13 procent er fra Niedersachsen, 12 procent fra det befolkningsmæssigt største bundesland, Nordrhein-Westfalen, mens Berlin på femtepladsen leverer fem procent, navnlig til Bornholm på grund af færgeforbindelsen over Østersøen fra Sassnitz til Rønne.

”Tyskerne ligner danskerne i en høflig version”
På Dansk Erhvervs hjemmeside har Lars Ramme Nielsen samlet en række fakta om tysk turisme i Danmark.

Her står blandt andet: ”Langt hovedparten af tyskerne besøger kysterne. De bor oftest i sommerhuse og på campingpladser. De er ikke så synlige som grupperne af kinesere i Odense eller amerikanerne i København. Begge grupper stikker både i udseende og på decibelskalaen ud i gadebilledet. Tyskerne ligner danskerne i en høflig version.”

Han fortsætter: ”Tyskland har over 80 millioner indbyggere i 16 forbundslande, der holder forskudt ferie. Virksomhederne i dansk turisme er helt skarpe herpå og interesserer sig mest for Slesvig-Holsten, Hamborg, Niedersachsen og Nordrhein Westphalen i nordvest, de suverænt største forbundslande for dansk turisme.”

Lars Ramme Nielsen fortæller også, at de tyske forbundslande spreder ferien så kø på motorvejene mindskes samt af hensyn til tyskernes virksomheder og egen turismeindustri.

Byd tyskerne velkommen
En stereotyp om tyskerne er, at de elsker Danmark, fordi vi har så meget kyst. Og de så lidt. Det er delvist løgn. Efter Berlin-murens fald er der masser af kyst fra den tysk-polske grænse til Flensborg Fjord, noterer Lars Ramme Nielsen og tilføjer:

”Når tyskerne tager på ferie mod Nord kører de enten til højre til Ostsee. Eller til venstre til Nordsee. I Danmark har vi begge dele. Og konkurrenten for Danmark i kampen om de tyske gæster er ikke de varme lande eller Norge eller Sverige. Det er Tyskland selv.”

Tyskerne er gode kunder i Danmark og høflige mennesker, lyder det fra Lars Ramme Nielsen og opfordrer danskerne til at ”smile til de tyskere, du møder i sommerlandet. Invitér dem over på en pilsner eller en kop kaffe.”

Nummerplade-quiz
I sin gennemgang af de tyske turister i Danmark, fortæller Lars Ramme Nielsen også, at man nemt kan se, hvorfra den tyske nabo i sommerhuset kommer.

”Tjek nummerpladen, de første bogstaver viser, hvor bilen kommer fra. De største byer har kun ét bogstav. B er Berlin, M er München og K er Köln. Dog kan det stærke Hansaforbund stadig ses på nummerpladerne. Hamborg benytter HH for Hansestadt Hamburg. Rostock bruger HR, Hansestadt Rostock.”

Som regel følger inddelingen de tyske Landkreise. Antallet af bogstaver i koden afspejler for det meste størrelse og beliggenhed af distriktet. Efter Landkreis bogstaverne kan bilejeren selv vælge de næste to bogstaver. Mange danskere bosiddende i Hamborg vælger for eksempel kombinationen ”HH DK,” oplyser Lars Ramme Nielsen og tilføjer:

”Hvis din nabo fra sommerhuset er en frækkert fra Segeberg nord for Hamborg, så er valget faldet på SE XY.”

Relaterede artikler:

Ny dansk turismerekord

Nye regnemetoder ændrer dansk turismestatistik

Mange holder ferie med bilen