Hvis det står til et lokalt turistråd, skal en plads som kulisse i årets julekalender på DR, veksles til et højere besøgstal i løbet af december, da man vil benytte Tidsrejsen 2 som trækplaster for byen.
Det blev et vendepunkt for turismen i Dubrovnik, da den kroatiske by første gang dukkede op på millioner af seeres skærme i skikkelse af den fiktive by Kings Landing, som er arnestedet for mange af de utallige magtkampe, der driver handlingen i HBO-successerien Game of Thrones.
Såvel Institute of Economics i Zagreb samt en forhenværende borgmester i Dubrovnik har efterfølgende koblet seriens popularitet til i hvert fald en del af den udvikling, man har været vidne til i byen, der siden er blevet besøgt af mange fans, som kender den som Kings Landing.
Netop den mulige eksponering og turismeinteresse der følger med internationale film og tv-serier var en af årsagerne til, at SVM-regeringen mandag i denne uge øremærkede 125 millioner kroner årligt med start i 2026 til den såkaldte produktionsrabatordning.
Den har til formål at gøre Danmark mere attraktiv for produktioner, da det ved hjælp af denne bliver billigere at rejse hertil.
Udspiller sig igen i byen
I Dragør er man til en vis grad på forkant med udviklingen, da byen på Amager i en periode har gearet op til julemåneden. I år har DR nemlig valgt at den store familiejulekalender skal være en opfølger til Tidsrejsen fra 2014, som foregik i netop Dragør.
Allerede dengang kunne eksponeringen mærkes. I lokalsamfundet blev der eksempelvis sat spørgsmålstegn ved, hvorfor man ikke havde et julemarked i byen, ligesom det blev vist i kalenderen, og siden har man afviklet et sådan hvert år.
En del af handlingen i årets julekalderen – Tidsrejsen 2 – foregår også i Dragør, da Romeo, der er den ene af hovedpersonerne, både bor her og arbejder på byens hotel. Den chance ville Dragør Turistråd ikke lade gå til spilde. Det skriver DR.
Man indgik derfor ret tidligt et samarbejde med DR Salg, der udmønter sig i en række aktiviteter som børnefamilier, julekalenderentusiaster og andre interesserede kan deltage i fra lørdag den 30. december og frem mod den aften, som de fleste børn venter spændt på.
Har planlagt flere ting
Det drejer sig blandt andet om byvandring, hvor årets julekalender er omdrejningspunkt. Her kan deltagerne opleve nogle af de steder, der spiller en rolle for handlingen. Det vil desuden blive krydret med fortællinger om, hvordan julen historisk set har været fejret i Dragør.
I hele december bliver der ligeledes uddelt gratis Tidsrejsen 2-bykort med billeder af locations fra de to julekalendere. De skal inspirere folk til gå en valgfri rute og besøge nogle af de dele af byen, som er kendt fra TV.
Derudover er der også opstillet en særlig fotoskærm, der gør det muligt at tage billeder med Tidsrejsen 2-tema. Slutteligt danner byen også ramme om julemarkeder og andre aktiviteter, som man finder i mange danske byer i løbet af årets tolvte måned.
Gik straks i gang
Malin Lindeblad Kadijevic, der er næstformand i Dragør Turistråd, ser både julekalenderen som en anledning til at trække besøgende til og at få flere lokale borgere til at engagere sig i frivilligt arbejde på vegne af byen.
”Tankerne om at arrangere en række forskellige aktiviteter i Dragør begyndte straks, da vi hørte, at DR skulle optage en ny Tidsrejsen-julekalender i byen. Jeg er fan af Tidsrejsen, så jeg tog bolden i den sag,” udtaler næstformanden til DR.
Relaterede artikler:
Millioner til film rummer turismepotentiale