Express 5 ved værftet i Filippinerne. PR-foto: Molslinjen.

Turistdirektør ærgrer sig over forsinket kæmpefærge

Bornholmslinjens kommende hurtigfærge, Express5, forsinkes yderligere. Nu er håbet, at ”verdens største hurtigfærge” kommer i trafik efter påske. ”Det betyder ombookinger,” siger turistdirektør.

Molslinjen, der blandt andet driver Bornholmslinjen, må igen melde om en forsinkelse af Bornholmslinjens kommende flagskib, Express 5. Skibet skulle ifølge de seneste meldinger været taget i brug fra 20. marts – nu bliver det efter påske, 2. påskedag er i år den 10. april.

Med sine 115 meter er Express 5 længere end en normal fodboldbane. Kæmpefærgen til 640 millioner kroner har plads til 1.610 passagerer og 451 biler.

Express 5 bygges på værftet Austal i Filippinerne; færgen er bygget under coronakrisen, hvilket også har påført byggeriet forsinkelser. Oprindeligt meddelte Molslinjen, at Express 5 skulle leveres i andet kvartal af sidste år. Siden er overrækkelsen af nøglerne til den nye færge flere gange blevet rykket.

I en pressemeddelelse tirsdag skriver Molslinjen, at leveringen af Express 5 til Bornholmslinjen igen har trukket ud, og at værftet og rederiet (Molslinjen) er i dialog om en ny dato for levering.

Teknikere på besøg
“Men i hvert fald bliver Express 5 forsinket i levering fra værftet i Filippinerne. Det ligger fast efter teknikere fra Molslinjen netop har været på besøg på værftet,” hedder det i pressemeddelelsen.

Planen er nu, at færgen leveres til Bornholmslinjen i slutningen af februar. Herefter skal færgen sejles til Rønne, hvor den skal godkendes af myndighederne, inden den kan sættes i drift.

Express 5 optræder lige nu i sejlplanerne på Bornholm fra 20. marts. Men, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, i pressemeddelelsen:

”Det er usikkert, om vi kan nå det til den dato. Derfor er vi desværre nødt til at arbejde med et alternativ, hvor Express 5 først sættes i sejlplan efter påsken.”

Direktør for Destination Bornholm er ærgerlig
I en kommentar til forsinkelsen, siger Pernille Kofod Lydolph, direktør for Destination Bornholm, til Standby.dk:

”Det er ærgerligt, fordi det betyder, at vi tager toppen af det potentielle salg til påsken, og det jo samtidig alt andet lige betyder ombookinger og justeringer.

Men jeg er overbevist om, at Molslinjen vil lægge sig i selen for at sikre, det sker så smidigt som muligt, og så må vi glæde os til indsættelsen på den anden side af påske,” lyder det fra Pernille Kofod Lydolph.

Express 5 har i øvrigt sin egen hjemmeside hos Bornholmslinjen.

Næsten monopol på danske færgeruter
Molslinjen sejler nærmest alle store og større danske færgeruter, i alt ni fordelt på Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen, Molslinjen og Samsølinjen.

Molslinjen sejler fra marts til oktober også mellem Sjællands Odde og Ebeltoft på Djursland, mens Bornholmslinjen har tre ruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, Køge og tyske Sassnitz.

Hertil kommer det svenske færgeselskab ForSea (Helsingør-Helsingborg), der kommer med i nyskabelsen Nordic Ferry Infrastructure, NFI, der ejes af Molslinjens ejer, kapitalfonden EQT Infrastructure. NFI er et holdingselskab som fremover også ejer både Molslinjen og det norske færgerederi Torghatten.

Molslinjen står også bag fjernbusserne fra Kombardo Expressen.

 

Relaterede artikler:

Borhnholmerfærger satte rekord i 2022

Fyldte fragtfærger rammer Bornholms turisme

Ny Bornholmerfærge giver 527.100 passagerpladser