Årets anden sæson i Tivoli, halloween, begynder fredag i denne uge. Arkivpressefoto: Bax Lindhardt.

Tivoli får 180 meter halloween-labyrint

På fredag åbner Tivolis 17. halloween-sæson, der forventes at tiltrække en halv million besøgende. Der loves dobbelt op på scary houses og masser af ny halloween-scenografi.

Årets halloween-sæson i Tivoli løber i år fra på fredag, den 14. oktober, til søndag den 6. november. I en pressemeddelelse lover Danmarks største turistattraktion, målt i antal besøgende, hekse i højt humør når skuespiller Troels Lyby officielt åbner efterårssæsonen den 13. oktober klokken 11.

Til Halloween i Tivoli er forlystelseshaven traditionen tro fyldt med græskar, skeletter og hekse, og så ser en ny 180 meter lang labyrint dagens lys. Der er også dobbelt op på scary houses og masser af ny halloween-scenografi.

Tivolis gæster kan i år opleve helt nye ting til halloween. Blandt andet to nye heksesøstre ligesom gæsterne kan begive sig ind i en ny 180 meter lang pilefletslabyrint. Og lørdag formiddag er der atter DM i Kæmpegræskar i Tivoli. I 2020 blev der sat ny nordisk rekord med et græskar på hele 970,4 kilo.

Et hospital for mislykkede forsøg
Tivolis scary house Villa Vendetta har fået tilført en række ekstra overraskelse i anledning af efteråret, så gæster med hang til gys bliver ekstra skræmt.

I Skærsilden, som har adresse under den over 100 år gamle rutsjebane, rykker ”Det Hjemsøgte” ind. Her kan gæster opleve noget, der minder om et hospital for mislykkede forsøg. Det er ikke noget kønt syn, og uhyggen bliver ikke mindre af de nærgående beboere, oplyser Tivoli.

Turismeforsker fra CBS, Lise Lyck, siger i Tivolis pressemeddelelse: ”Tivoli har på under 20 år været med til at definere, hvordan danskerne opfatter det at fejre Halloween. Blandt årsagerne til forlystelseshavens succes er, at Tivoli ikke ukritisk har overført en amerikansk tradition én til én til Danmark.

Halloween er blevet fordansket og står på skuldrene af traditionelle nordiske høstfester. Forlystelseshaven har samtidig formået at forny sig, så turister både oplever noget de kender og samtidig får de noget særligt nordisk og dansk hyggelig uhygge. Det har vist sig at være en god vej og halloween-traditionen har for længst bidt sig fast på samme niveau som Mors Dag, som heller ikke var en dansk tradition,” siger Lise Lyck.

Efter halloween-sæsonen melder Tivoli sig igen med årets tredje og sidste sæson, Jul i Tivoli, i år fra 18. november til 31. december.

650.000 til halloween i forlystelsesparker
Sidste år tiltrak halloween-perioden 650.000 gæster hos medlemmerne af Foreningen for Forlystelsesparker i Danmark.

Det oplyste brancheforeningen Foreningen for Forlystelsesparker i Danmark, der har sekretariat hos HORESTA, i en pressemeddelelse.

I år er blandt andet Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Legoland i Billund, Tivoli i København og Tivoli Friheden i Aarhus klar med en ny ombæring halloween.

 

Relaterede artikler:

Legoland har nyt monstertema og levende monstre

Freakshow og rædselskabine hos Tivoli Friheden

Tivoli håber på en halv million halloween-gæster