Der var gæster ved billetlugerne hos flere nordjyske attraktioner sidste år, og det resulterede i, at det samlede antal besøgende blev øget med 6,5 procent, når man sammenligner med 2023.
En ringborg udpeget som verdensarv af UNESCO, flere historiske bygninger i Aalborg og en koldkrigsbunker, der er gemt dybt under skovbunden i Rold Skov, er blot nogle af de i alt 13 udstillingssteder, som Nordjyske Museer råder over.
Selvom det nye år knapt er kommet i gang endnu, har Nordjyske Museer nu bundet sløjfe på 2024 og gjort status over, hvorledes det forgangne år forløb på tværs af alle de forskellige udstillinger, som er åbne for offentligheden.
Sidste år rundede organisationen samlet set 293.563 gæster. Det er 6,5 procent flere sammenlignet med året før, da Nordjyske Museer bød 275.583 besøgende indenfor fra begyndelsen af januar til og med slutningen af december i 2023.
Ser ny tendens
I Aalborg er det særligt bymuseet i Algade, Vikingemuseet Lindholm Høje, Jens Bangs Stenhus samt Gråbrødrekloster Museet, der trækker gæster til. Sidstnævnte blev besøgt af godt 14.000 gæster sidste år, lyder det.
I tillæg hertil slog flere end mere end 30.000 besøgende vejen forbi vikingeborgen Fyrkat ved Hobro. Den er en af de fem danske ringborg, der i september 2023 fik plads på UNESCO’s eftertragtede liste over verdensarv.
Siden den atter blev åbnet for offentligheden og forvandlet til et museum, har bunkeren REGAN Vest til en vis grad været et tilløbsstykke. Den tendens fortsatte i 2024, hvor man med 65.794 gæster solgte mere end 99 procent af de tilgængelige billetter.
Nordjyske Museer har derudover noteret sig, at flere end tidligere er interesseret i komme på byvandring i Aalborg. 5.087 personer deltog i vandringer sidste år, og det er en stigning på 16 procent i forhold til 2023.
Særligt byvandringen i bydelen Aalborg Vestby med besøg på De Danske Spritfabrikkers tidligere fabriksanlæg, hvor der er ved at blive etableret en ny bydel, er populær.
Erklærer sig meget tilfreds
Ifølge Lars Christian Nørbach, der er direktør for Nordjyske Museer, opfatter man stigningen i besøgstallet som et udtryk for, at publikum reagerer positivt på den tilgang, man har anlagt til at løse formidlingsopgaven.
“Vores styrke er at lave vidensbaserede oplevelser, som bygger på autenticitet, og vi er meget glade for at se, at netop det kan tiltrække flere hundredetusinde gæster,” siger museumsdirektøren – der tilføjer:
”Vi kan altid blive endnu bedre, og det vil vi også gøre vores bedste for, at publikum kan mærke i fremtiden, men vi er meget tilfredse med årets besøgstal.”
Relaterede artikler:
Vil gøre det muligt at vandre ind i historien i jysk by