Danmarks næststørste destination kan efter alt at dømme fejre, at 2024 var endnu et rekordår. Det viser en prognose, som også afslører, at Vesterhavet er landets største internationale destination.
Ved udgangen af december var der nået at komme overnatningstal, som rækker frem til oktober. De viser, at Destination Vesterhavet, Danmarks andenstørste destination målt på overnatninger, som det ser ud nu, har kurs mod et rekordår i 2024.
Prognosen viser således, at der var 9.819.795 overnatninger, og det er 1,6 procent flere end i samme periode i 2023. Samtidig viser tallene, at det særligt er de tidligere måneder som februar og marts, som trækker fremgangen. I disse måneder var der nemlig en fremgang på 26 procent, og i efterårsmånederne september og oktober er der også fremgang, lyder det.
Hos Destination Vesterhavet glæder direktør siden den 1. december, Majken Graver, sig. For væksten passer nemlig til Destination Vesterhavets og det øvrige Danmarks strategi om at styrke skuldersæsonerne.
”Overnatningstallene er vigtige indikatorer for, at turismen bevæger sig i den rigtige retning. Det er et dedikeret mål at få gæsterne til at komme hele året rundt. Det er godt for vores lokale erhvervsliv og for bosætningen langs Vestkysten. Turismen er et bærende erhverv i Varde og Ringkøbing-Skjern kommuner, og når gæsterne kommer ud over i højsæsonen, betyder det, at vi skaber lokale arbejdspladser hele året,” siger den nye direktør.
Hun tilføjer: ”Det er en væsentlig faktor for et levende samfund, som vi lokale har lyst til at bo i, og der kan tiltrække nye skatteborgere til området.”
Særligt tyskere holder ferie på Vestkysten
Destination Vesterhavet oplyser, at destinationen er den største i Danmark målt på internationale turister. Således er der mere end 1,5 millioner flere internationale gæster end i København.
Alt i alt viser tallene, at udenlandske turister har foretaget 7.968.945 overnatninger, og her trækker tyskerne langt den tungeste del af læsset. De står for hele 76 procent af det samlede overnatningstal og har foretaget 1,3 procent flere overnatninger end i de første 10 måneder i 2023.
Alle årets måneder viser en fremgang i tyske gæster på nær april, der generelt var en stille rejsemåned uden påske og andre helligdage, oplyser Destination Vesterhavet.
”Tyskerne søger mod åbne vidder og stor natur, og det har vi i kilometermål i vores destination. Samtidig er der sket et flot kvalitetsløft inden for gæsteservice, kulturoplevelser, attraktioner og overnatningsmuligheder, som er attraktive for nye købestærke målgrupper,” siger Majken Graver og tilføjer:
”Det er meget positivt, at vi ser en jævn stigning fordelt over hele året. Selvom vi arbejder strategisk med at udvikle helårsturisme, så må vi nemlig ikke glemme de varme måneder, hvor feriehusene skal fyldes, og mange penge lægges. Derfor bør det også være en politisk fortløbende prioritering fra nationalt hold at markedsføre højsæsonen i Danmark og ved Vestkysten over for internationale gæster.”
Mens Destination Vesterhavet har flest internationale overnatninger, er København stadig størst målt på det samlede antal overnatninger. Det tal lød i de første 10 måneder af 2023 på 11.943.927. Destination Vesterhavet tager andenpladsen, mens den tredjestørste destination er Nordvestkysten med 5.919.487 overnatninger.
Destination Vesterhavet forventer at overgå gæsterekorden i 2023, hvor det samlede antal overnatninger landede på mere end 10,4 millioner. De endelige overnatningstal for hele året offentliggør VisitDenmark formentlig i februar.
Relaterede artikler:
Vestkysten hylder lokale aktører
Destination henter lokal profil som ny direktør
Melder om sommer med beskeden fremgang