Fem projekter er blevet udvalgt til at få en millionindsprøjtning, der skal bidrage til at indfri uforløst potentiale i danske lokalområder. I alt er der blevet delt 82 millioner kroner ud.
Mangel på investeringer er en af de udfordringer, som aktører i landets kyst- og naturturisme kæmper med. Sådan lyder en af pointerne i den nye nationale turismestrategi, og det vil Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu forsøge at ændre på.
Det skal konkret ske ved, at der er blevet øremærket 82 millioner kroner, som skal bruges til at støtte fem projekter i henholdsvis Hvide Sande, Ebeltoft, Kerteminde, Gedser og Klintholm.
De har alle til formål at løfte turismeinfrastrukturen i lokalområderne og dermed gøre det nemmere at tiltrække frisk kapital fra private investorer. Ud af de i alt 82 millioner kroner stammer de 52 millioner fra EU’s Regionalfond.
De fem projekter er udvalgt blandt et felt på 13, og de er hver især blevet støttet med et beløb på mellem 10 og 20 millioner kroner.
Minister kalder det afgørende
Projekterne går blandt andet ud på, at der skal etablere autocamperpladser, havnebad, svingbro, aktivitets- og facilitetsbygninger, havnebroer, solnedgangsplatform, legepladser, promenader samt rekreative forbindelser, byrum og opholdspladser. De omfatter desuden alle klimasikringsinitiativer.
Med støtten håber Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at kunne give et rygstød til den lokale udvikling og beskæftigelse i områderne, og det glæder Morten Dahlin (V), der både er minister for byer og landdistrikter samt nordisk samarbejde og kirkeminister.
”Regeringen har netop præsenteret en ny turismestrategi, som hæver ambitionerne for dansk turisme, så hele Danmark får størst mulig gavn af den vækst og de arbejdspladser, som turismen skaber.”
”Men vi har særligt brug for private investeringer uden for de store byer, så lokale turistdestinationer kan udvikle sig endnu bedre i fremtiden. Derfor er det afgørende, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu kan give et millionløft til flere projekter på tværs af landet.”
Skal sætte skub i udviklingen
Administrerende direktør Dorte Krak fra Arp-Hansen Hotel Group er også medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og hun hæfter sig ved, at de mange millioner kroner vil være til gavn i områder, hvor turismen potentielt kan spille en større rolle, end tilfældet er i øjeblikket.
”Vi forventer, at vi med midlerne til de udvalgte projekter for alvor får sat skub i de private investeringer via fysisk udvikling af lokale turismeområder i hele landet. For bestyrelsen er indsatsen vigtig,” siger Krak – og tilføjer:
”Det ligger os stærkt på sinde, at disse midler kommer til at gøre en forskel i de områder, hvor der er et uforløst udviklingspotentiale.”
Glæder sig over midler
Et af projekterne kaldes ’Folkeparken på Halvøen i Ebeltoft’, og det går ud på at benytte godt 20 millioner kroner på at etablere dét, der betegnes som en langtidsholdbar, attraktiv og turismevenlig infrastruktur som vil gøde jorden for flere kommercielle aktiviteter og private investeringer.
Hos Syddjurs Kommune betoner borgmester Michael Stegger Jensen (S), at projektet og de nu tilkendte midler i hans optik vil bidrage til at øge kvaliteten af et centralt område i byen på Djursland.
”Der bliver skabt en bedre bymæssig sammenhæng mellem havnefronten, bymidten og byens centrale kulturinstitutioner. Etableringen af Folkeparken vil give et markant løft i den samlede oplevelse, når man besøger Ebeltoft.”
Relaterede artikler:
Giver 57 millioner kroner til turismeprojekter
82 millioner kroner skal skubbe til investeringer uden for de store byer
Erhvervsministeren: Turister får ikke altid den kvalitet, de forventer