Til foråret kan de første gæster overnatte i 141 nye ferieboliger, som Lalandia er ved at opføre. Byggeriet er nu så fremskredent, at man har holdt rejsegilde.
Onsdag ramte Lalandias storstilede byggeri af ferielejligheder i Søndervig en milepæl. Konkret er man i gang med at opføre 141 ferielejligheder, og nu har man holdt rejsegilde.
Samtidig melder Lalandia, at de fleste af ferieboligerne allerede er solgt, og ejerne kommer til at kunne tage dem i brug i maj 2025. Det oplyser Lalandia i en pressemeddelelse, hvor man også fremhæver boligernes placering 300 meter fra Vesterhavet.
”I dag markerer vi en vigtig milepæl i opførelsen af ferielejlighederne i Strandbyen. Det er dejligt at se, at byggeriet følger tidsplanen,” sagde Jan Harrit, administrerende direktør i Lalandia, i forbindelse med rejsegildet.
De nye ferielejligheder er tegnet af arkitektfirmaet Bay Arch og opføres af Junge Byg. Jan Harrit fremhæver også, at han ser ferieboligerne som attraktive.
”De kommende ejere og gæster kan se frem til et ferieophold i en central beliggenhed i byen, blot en kort gåtur fra stranden og med kort gåafstand til alle oplevelserne i Lalandia i Søndervig. Det er et fantastisk projekt, som vil komme både Søndervig som område og de kommende ejere til gode,” siger den administrerende direktør.
Fik også lov til at bygge butik og café
Den endelige tilladelse til de nye ferieboliger kom i sommers, og her gav politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune også Lalandia lov til at etablere butikker og caféer.
Kommunens forvaltning vurderer, at de nye ferieboliger kommer til at fremme turismen ved dels at forbedre den lokale turistinfrastruktur og dels ved at tilføje moderne ferieboliger til området.
Forvaltningen understregede i sagsfremstillingen til byrådet, at projektet flugter godt med kommunens turismepolitik, som fastslår, at turismeudviklingen dels skal være til glæde for borgere og det lokale erhvervsliv og dels sikre, at turismen bidrager til økonomisk velstand i kommunen.
Denne uges rejsegilde er i øvrigt ikke det eneste, som Lalandia har holdt for nylig. I starten af december var der rejsegilde i Billund for en stor udvidelse af stedets badeland, Aquadome, som skal åbne igen i sommeren 2025. Her tilføjer Lalandia 900 kvadratmeter til badelandet, og projektet repræsenterer en investering på 40 millioner kroner.
Relaterede artikler:
Investerer 40 millioner i stort vandland