B&B Hotels Groups hotel i Aalborg. (Foto: Nordicals Aalborg | LinkedIn.com | PR)

Stor kæde fejrer nyt hotel i Aalborg

Sidste år åbnede en stor, international hotelkæde sit første danske hotel. Nu er man klar til at markere åbningen af hotel nummer to, og der er planer om meget mere.

Sidste år gjorde den store, franske kæde B&B Hotels entre i Danmark med åbningen af et nyt hotel med 71 værelser i Lilly-bygningen i Vejle. Men ambitionerne på det danske marked er langt større for kæden, som opererer mere end 770 hoteller i 17 lande.

I sommers slog man således dørene op for kædens andet danske hotel, centralt placeret i Aalborg og med en kapacitet på 101 værelser. Åbningen var kulminationen af omkring fem års planlægning.

Torsdag bliver åbningen officielt markeret med en ”Grand Opening,” hvor der er indvielse. Hotelmanager Sven Holnaicher oplyser til Nordjyske, at man er gået efter et prisleje, som er til at betale.

”Udover værelser vil hotellet også tilbyde morgenmad, et lille bar-koncept samt automater med snacks og drikkevarer. Vores mål er, at gæsterne kan sove i et godt værelse til en god pris,” siger han.

Sven Holnaicher driver i øvrigt begge B&B-hotellerne i Danmark med sin hustru, Louise Etzerodt.

Hotelmanageren fortæller, at man har valgt at placere hotellet, hvor man har, på hjørnet af Jyllandsgade og Dag Hammarskjølds Gade, fordi det har en god placering i forhold til infrastruktur med Plus-bussen i en fornuftig afstand og tæt på Aalborg Kongres & Kultur Center.

Mens hotellet slog dørene op den 15. august, markeres ”The Grand Opening” med besøg af gæster fra både ind- og udland.

Har større planer i Danmark
Hotellerne i Aalborg og vejle er kun starten på, hvad der snart bliver en tilstedeværelse en del flere steder i landet. Der er også planer om hoteller i byer som som Odense, Fredericia, Kolding, Horsens og Esbjerg.

Man er aktuelt gået i gang med opførelsen af det kommende B&B-hotel i Horsens. Hotellet får også her en central placering på det gamle rådhus i byen, som i starten af 2023 blev overtaget af AP Pension og M+ Ejendomme. Her får hotellet 103 familieværelser og dobbeltværelser.

B&B Hotels Group er grundlagt i 1990 af det franske selskab Galaxie S.A. For tiden er kæden i vækst. Mens man i dag har mere end 770 hoteller, havde man sidste år for eksempel blot 700 hoteller i Europa, seks hoteller i Brasilien og et enkelt hotel på Martinique. Kæden har tidligere oplyst, at man i gennemsnit åbner et nyt hotel om ugen.

B&B Hotels danske repræsentant, Ole Mortensen, har tidligere oplyst til Turisme24.dk, at man har planer om 12 til 15 B&B-hoteller i Danmark i omkring 12 byer.

 

Relaterede artikler:

Efter fire år: Nu er nyt hotel langt om længe åbnet

Hotelmastodont løfter sløret for nyt dansk hotel

International hotelkæde rykker ind i Danmark