Copenhagen Gaming Week sætter både fokus på klassiske spil og computerspil. (PR-foto).

Stor gamingfestival melder om godt billetsalg

Det går godt med salget, lyder det fra Copenhagen Gaming Week, som bliver afholdt for anden gang i februar. Festivalen blev opfundet for at øge turismen i lavsæsonen.

De kolde måneder er traditionelt set ikke den travleste periode i turistbranchen, og derfor er det håbet i branchen, at man kan hente den manglende aktivitet hjem gennem internationale møder og kongresser samt tilbagevendende festivaler og events, som kan styrke både leisure- samt erhvervs- og mødeturismen i hele landet.

I den tråd løber gaming- og spilfestivalen Copenhagen Gaming Week 2025 af stablen den 13.-15. februar. Det er anden gang, at festivalen bliver afholdt, og ligesom sidst bliver det i Bella Center Copenhagen. Nu melder arrangørerne, at det går ganske godt med billetsalget. Således er der nu udsolgt af lørdagens dagsbilletter.

”Vi er fuldstændig overvældede over den entusiasme, vi oplever. Det er fantastisk at se, hvordan festivalen på rekordtid er blevet en fast del af kalenderen for så mange mennesker,” siger Andreas Bjerrum Larsen, Head of Copenhagen Gaming Week.

Han oplyser, at der stadig er fredags- og søndagsbilletter i salg, mens der også stadig er få partoutbilletter tilbage.

Opfundet for at booste turismen
Copenhagen Gaming Week fandt første gang sted i januar 2024, og festivalen er skabt i et samarbejde mellem Bellagroup og Wonderful Copenhagen med ønsket om at give turismen et rygstød uden for højsæsonen.

Festivalen lykkedes i sin første udgave med at tiltrække 12.500 besøgende. Allerede i marts 2024 meldte Københavns Kommune ud, at den valgte at forlænge støtten til gamingfestivalen ind i 2025 og 2026 med en udmøntning til planlægning og afholdelse på 2,5 millioner kroner i 2025 og 2 millioner kroner i 2026.

Kommunen har i øvrigt også oprettet en pulje på 700.000 kroner, som man vil bruge på sin egen aktivering i forbindelse med eventen.

Præcis som de store musikfestivaler byder Copenhagen Gaming Week også på store navne. På plakaten er således Alexander Husum, RobinSamse og Lakserytteren, som er kendte blandt festivalens målgruppe.

 

Relaterede artikler:

Vil tøjle egen succes: Festival overvejer billetloft

Stor gamingfestival vender tilbage i 2025

Kommune forlænger støtte til stor gamingfestival