Henne Strand. Foto: Thomas Høyrup Christensen.

Stor fokus på turismen i nyt landdistriktsudspil

Regeringen har torsdag præsenteret sit landdistriktsudspil, og her spiller kyst- og naturturismen en central rolle. “Vi skal tage ja-hatten mere på,” lyder det fra minister.

Regeringen har torsdag præsenteret sit nye landdistriktsudspil til et pressemøde i Skælskør, og her var turismen i fokus.

Turismen står for mere end 10 procent af beskæftigelsen i 20 danske kommuner, og sammen med produktionsindustrien ser regeringen derfor turismen som en vigtig kilde til vækst i Danmark, lød det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) under pressemødet.

“Turismen står for massiv aktivitet i vores lokalområder. Den holder liv i landsbyerne, og derfor skal vi sørge for, at der kommer mere turisme hele året,” sagde Morten Bødskov under pressemødet. Han understregede, at indsatsen særligt skal styrke turismen uden for højsæsonen.

Skal skabe øget mulighed for investeringer i turismen
For at styrke turismen i landdistrikterne anviser regeringen en række tiltag, som hovedsageligt er møntet på at gøre det lettere for turismeprojekter ved landets kyster at få grønt lys. Det skal blandt andet bidrage til vækst på øer, hvor strandbeskyttelseslinjen råder.

Regeringen vil blandt andet udvide forsøgsordningen, der giver udvalgte turismeprojekter mulighed for dispensation fra klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen, med tilføjelsen af 10 forsøgstilladelser. Forsøgsordningen har før banet vejen for eksempelvis Lalandia ved Søndervig, Nordborg Resort og Aquapark Møn.

Regeringen vil også åbne op for nye muligheder for at genanvende, ombygge og foretage mindre udvidelser af overflødiggjorte bygninger til blandt andet turismeformål.

Det skal gøre det nemmere for investorer at få lov til at føre projekter ud i livet langs de danske kyster. Morten Dahlin nævnte selv et eksempel, hvor private aktører i flere år har haft planer om at omdanne en nedlagt betonfabrik på Samsø til et strandhotel med 27 værelser.

Planloven står imidlertid i vejen, for fabrikken ligger tæt på havet, og derfor er det ikke muligt at ændre bygningens anvendelse.

På 27 småøer vil man konkret give tilladelse til, at turismevirksomheder kan etableres i en overflødiggjort bygning i den udvidede strandbeskyttelseslinje 100-300 meter fra kysten ved ansøgning om godkendelse af en ø-udviklingsplan.

“Når det gælder forsøgsordningen, er der kommet mange ansøgninger om projekter, som ligner det på Samsø. I de mere end 15 ansøgninger, vi har modtaget, er der blevet givet perspektiver for mere end fem milliarder kroner i investeringer, men lige nu siger vi ikke ja. Derfor kunne vi godt tænke os at tage ja-hatten mere på og lave turisme, som er bæredygtig økonomisk, for lokalområdet og for naturen,” sagde Morten Dahlin på pressemødet.

Flere sommerhuse og mere glamping
Regeringen peger ikke kun på projekter i forsøgsordningen. Man vil også give mulighed for udlæg af 2.500 nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen uden for områder, som eksempelvis er i fare for oversvømmelser, og på baggrund af ansøgninger fra kommunerne.

Camping er også i fokus, og regeringen ønsker at give kommunerne flere muligheder for at give tilladelse til glamping i det åbne land og campingpladsdrevne stellpladser til autocampere. Regeringen vil også drøfte reglerne på campingområdet, så branchens udviklingsmuligheder og -behov bliver belyst.

Regeringen skriver i øvrigt også i udspillet, at den nye nationale turismestrategi, som man barsler med, blandt andet skal udmønte samlet 100 millioner kroner, som er afsat til turismeområdet i finansloven for 2024.

 

Relaterede artikler:

Roser regeringens plan for turisme i landdistrikter

Overturisme: ”Vi skal gøre mere af det samme”

Øget investeringslyst blandt hoteller