Gårdskarle i Den Gamle By. PR-foto.

Stor attraktion afskediger 20 medarbejdere

Den Gamle By skifter fokus fra at bygge stort til at bruge de eksisterende rammer på nye måder. Det betyder til gengæld, at 20 medarbejdere har fået fyresedler.

Det går egentlig meget godt i Den Gamle By i Aarhus. Museet forventer således at nå op på rundt regnet 550.000 besøgende ved årets udgang, hvilket vil sikre Den Gamle Bys fortsatte position som landets mest velbesøgte kulturhistoriske museum.

Trods det foretager det store museum nu, hvad det selv betegner som en organisatorisk tilpasning. Med andre ord afskediger Den Gamle By 20 medarbejdere.

Det sker, fordi museet tilpasser staben, så den passer til fremtidige opgaver, hvor museet fra at være en projektorganisation med fokus på store, byggemæssige udvidelser, skal fokusere på at udvikle nye typer projekter, baseret på indhold og formidling af eksisterende og nye publikumstilbud, oplyser man i en pressemeddelelse.

Lønomkostninger skal passe til opgaver
Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør for Den Gamle By, som overtog posten fra museets direktør gennem 28 år, Thomas Bloch Ravn, i april, fortæller, at man foretager afskedigelserne, fordi lønningerne i organisationen skal passe til opgaverne.

”Vores nuværende organisation er i en vis udstrækning baseret på, at vi skal bygge og opføre nye kvarterer og huse. Pladsen er brugt, så det kan og skal vi ikke længere i samme omfang, og vores lønomkostninger skal passe til vores opgaver – og dermed også vores projektindtægter. Verden flytter sig, og Den Gamle By følger med,” siger direktøren.

Hun tilføjer:

”Vi skal arbejde med at udvikle museet indefra og ud, så viden og aktiviteter fortsat er relevante, tilgængelige og af høj kvalitet. Derfor er det naturligt, at vi tilpasser organisationen, så antallet af medarbejdere og deres samlede kompetencer svarer til Den Gamle Bys opgaver i de kommende år. Det er en omstilling, som jeg effektuerer for fortsat at sikre økonomisk bæredygtighed, udvikling og vækst i Den Gamle By. Det er aldrig sjovt at træffe beslutninger som denne. Men det er nødvendigt. Det er rettidig omhu.”

Arbejder med ny strategi
Den Gamle By er i øjeblikket i gang med at udtænke et nyt strategisk grundlag, som ifølge museet skal sikre økonomisk konsolidering, høj kvalitet, dynamik og relevans.

”Jeg glæder mig til at sætte en ny, spændende retning for Den Gamle By. For efter mange års udvikling med nye kvarterer og en ny hovedindgang er opgaven nu en anden. Vi skal aktivere de eksisterende rammer på nye måder, så vi kan fortsætte den gode udvikling og blive ved med at betyde en hel masse for rigtig mange mennesker,” lyder det fra Julie Rokkjær Birch.

Den organisatoriske tilpasning vil ikke påvirke opførelsen af to nye bygninger i 1927-kvarteret, som er finansieret af en privat, øremærket donation på 100 millioner, som man modtog tidligere på året, oplyser Den Gamle By.

 

Relaterede artikler:

Privat millionarv sikrer fornyelse i Den Gamle By

Den Gamle By vinder hæder for nye tiltag

Direktøren for Den Gamle By giver stafetten videre