Der bliver ikke rejst en straffesag mod Tivoli Friheden og jernstøberiet Sabro A/S efter ulykken, som kostede en 14-årig livet i 2022. Det er konklusionen oven på en politiefterforskning.
Der vil ikke blive ført en straffesag mod Tivoli Friheden A/S og leverandøren Sabro A/S i forbindelse med en dødsulykke i den aarhusianske forlystelsespark, hvor en 14-årig pige afgik ved døden den 14. juli 2022.
I en pressemeddelelse oplyser Anklagemyndigheden således, at Statsadvokaten i Viborg opgiver påtale og stopper efterforskningen i sagen.
Ulykken skete, da en vogn mistede grebet på rutsjebanen Cobraen, da ”en gaffel” knækkede på rutsjebanens vogntog, hvilket ifølge undersøgelser fra ulykkesstedet forvoldte pigens død og skader på en 13-årig dreng. Ifølge Anklagemyndigheden var ”gaflen” afgørende for, at vognen kunne fastholdes på banen.
Konkret har man opgivet sigtelser efter straffelovens paragraf 241 om uagtsomt manddrab og paragraf 249 om uagtsom forvoldelse af betydelig skade på en persons legeme eller helbred.
Politi har undersøgt sagen
Anklagemyndigheden oplyser, at Østjyllands Politi har foretaget en omfattende efterforskning af sagen.
Her har man fundet, at der ikke er noget, som afgørende tyder på, at enkeltpersoner hos hverken Tivoli Friheden A/S, producenten af ”gaflen,” Sabro A/S, eller andre af de involverede selskaber har forsømt tilsyn, haft viden om eller på anden måde indset risikoen for, at ”gaflen” kunne knække, og at ulykken derved kunne opstå.
”Efter en grundig efterforskning, hvor det er søgt at få afdækket, om enkeltpersoner eller selskaber kan gøres strafferetligt ansvarlige for ulykken, er det vores vurdering, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale mod hverken Tivoli Friheden A/S eller Sabro A/S,” siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen.
Han fortsætter:
”Vi mener ikke, at der kan føres bevis for, at enkeltpersoner eller selskaber burde have handlet anderledes i relation til ulykkens opståen, derfor stopper vi efterforskningen og lukker sagen.”
Har revet rutsjebane ned
Efter dødsulykken har Tivoli Friheden i øvrigt revet Cobraen ned. Rutsjebanen var 25 meter høj, og kunne nå en tophastighed på 70 kilometer i timen.
Sidste år annoncerede Tivoli Friheden, at man i Cobraens sted byggede rutsjebanen Vindfald, som blev indviet lørdag den 18. maj i år. Her er sikkerheden blevet prioriteret højt, har Tivoli Friheden tidligere oplyst.
Valget af producent faldt på tyske Gerstlauer Amusement Rides. Valget af samarbejdspartner handlede ifølge Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, i høj grad om, at producenten har et godt ry, når det gælder sikkerhed.
Typebetegnelsen for Vindfald er ”Eurofighter,” som dengang var produceret i et antal på 25 stykker. Den første Eurofighter blev opsat i 2003, og man valgte netop denne model, da der siden da ikke havde været tilfælde af personskade på forlystelsen.
”Der går ikke en dag, uden at vi tænker tilbage på ulykken. Derfor har det naturligvis været helt afgørende for os at finde den helt rigtige samarbejdspartner med mange års erfaring og en veldokumenteret track record. Det har vi fundet i Gerstlauer og en rutsjebane, der har flere brødre og søstre rundt om i Europa. Vi bygger en unik bane til Friheden, men vi bygger den ud fra en gennemprøvet formel,” fortalte Henrik Ragborg Olesen, da man annoncerede rutsjebanen.
Rejste sag mod producent
Allerede i 2008, året hvor Cobraen blev leveret til Tivoli Friheden af den italienske producent, Sac Sartori, faldt en vogn af, hvilket forvoldte fire personer skade, hvoraf to kom alvorligt til skade.
Her var det akslerne, der var problemet, og Sac Sartori kunne ikke producere nogle, som levede op til sikkerhedskravene. Derfor gik Tivoli Friheden til det lokale jernstøberi Sabro A/S, har Aarhus Stiftstidende tidligere oplyst.
Efter denne ulykke rejste Tivoli Friheden et erstatningskrav overfor Sac Sartori på 15 millioner kroner. Den erstatning fik man dog aldrig, da producenten erklærede sig konkurs for i stedet at opstå under navnet Sartori Rides.
Relaterede artikler:
Investerer over 35 millioner kroner på ny forlystelse
Ulykkesramt producent findes ikke i Danmark
Overskuddet er vokset hos kendt forlystelsespark