David Olsen stopper som direktør for de fire Hildebrandt Hammer Hotels – de ligger på samme adresse i det centrale København. PR-foto.

Stopper efter 18 år: Hoteldirektør vil være konsulent

Efter 18 år som direktør for de fire familieejede Hildebrandt Hammer Hotels i København, vil David Olsen være selvstændig konsulent med sin nye virksomhed, CHC – Copenhagen Hotel Consulting.

Hildebrandt Hammer Hotels startede med Ascot Hotel og tæller i dag foruden Ascot tre andre også 4-stjernede hoteller, Fiftyseven House, Hypernym Hotel Suites og Wide Hotel. I alt 261 værelser og hotellejligheder, alle i samme bygning i Studiestræde, ganske tæt på Rådhuspladsen, Hovedbanegården og Tivoli.

Og til udgangen af september stopper hotellernes administrerende direktør, David Olsen. Han har 25 års erfaring som hoteldirektør, de seneste 18 år hos Hildebrandt Hammer Hotels, der startede med Ascot Hotel, og som altså nu tæller fire brands.

Fremover vil David Olsen have, eje og drive sin egen selvstændige hotelkonsulentvirksomhed, CHC – Copenhagen Hotel Consulting.

I stedet for David Olsen, overtager Frederik Hammer fra familieejede Hildebrandt Hammer Hotels rollen som hotellernes administrerende direktør – i samarbejde med hotelchef Kirsten Kærgaard, der leder hotellerne.

Tid til at prøve nye udfordringer
“Tiden er inde til at prøve kræfter med nye opgaver i branchen, men som selvstændig konsulent. Jeg tilbyder en bred vifte af konsulentopgaver indenfor online salg og distribution, revenue management, hoteldrift, interim, startups, bestyrelsesarbejde med mere,” siger David Olsen til Turisme24.dk

Han fortsætter sit mangeårige samarbejde med Hildebrandt Hammer-familien, men nu som ekstern konsulent indenfor blandt andet salg og revenue management. “Jeg er glad for, at familien viser mig denne tillid og samtidig bakker op om mine ønsker og behov for at arbejde med andre nye projekter i branchen,” siger David Olsen.

Og i pressemeddelelsen siger Frederik Hammer: “Vi er meget glade for at kunne fortsætte vores samarbejdet med David i hans nye rolle. Davids erfaring og ekspertise vil fortsat være en stor ressource for os.”

Der er også en anden del af hotelfamilien Hildebrandt, personificeret af Claus Hildebrandt, der ejer Skt. Annæ, det tidligere Hotel Neptun, med 150 værelser på Skt. Annæ Plads mellem Kongens Nytorv og Amalienborg. Claus Hildebrandt ejer ligeledes Dagmarhus-bygningen på Rådhuspladsen i København, hvor hollandske Citizen M driver hotel.

 

Relaterede artikler:

Nyt københavnsk dobbelthotel skal allerede have ny direktør

Navneskifte hos hotelkonsulenthus er et udtryk for vækst

Dansk hotel dropper samarbejde med Marriott