HORESTAs årsmøde handler i år om en verden under forandring, og hvordan den sætter aftryk på branchen. Det bliver blandt andet med USA’s tidligere ambassadør Rufus Gifford på talerlisten.
Når HORESTA holder årsdag den 30. oktober, bliver det med en vaskeægte kendis som en af dagens hovedtalere. Det oplyser erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.
Her kommer Rufus Gifford, USA’s forhenværende ambassadør i Danmark og protokolchef i Det Hvide Hus under Joe Biden, nemlig for at gøre deltagerne klogere på, hvordan den geopolitiske situation aktuelt påvirker verden.
Det skulle også gerne gøre aktører i oplevelsesøkonomien klogere på, hvordan forandringer ude i den store verden påvirker måden, man kan drive forretning på i branchen. Det kan nemlig mærkes i hotel-, restaurations- og turismebranchen, når stormagterne handler mere uforudsigeligt.
Stor erfaring fra international politik
Rufus Gifford har selv været helt tæt på beslutningsprocesser i amerikansk politik og på den internationale scene.
Fra HORESTA lyder det, at Giffords erfaring giver et unikt indblik i, hvordan USA’s rolle i verden sætter spor – også i danske virksomheders hverdag.
Det store spørgsmål, oplyser HORESTA, er, hvad det kræver af branchens ledere at navigere i en tid, hvor usikkerheden er blevet en konstant faktor.
Samler branchefolk
Ligesom sidste år bliver HORESTAs årsdag afholdt i Øksnehallen i København. Og i år bliver det tv-vært Lene Beier, hotelejer og kendt fra Landmand søger kærlighed og Beier bygger, som skal styre slagets gang.
Der vil også være oplæg fra andre talere, men HORESTA har endnu ikke offentliggjort det fulde program.
HORESTA lover dog, at man samler hotel-, restaurant- og turismeerhvervet til en dag, hvor branchens folk kan få nye perspektiver og kan netværke med hinanden.
Mens formiddagen den 30. oktober handler om forandringer, handler eftermiddagen om nogle af de løsninger, som allerede nu gør en forskel for branchen, har HORESTA tidligere oplyst.
Der vil, som tidligere år, også blive holdt en middag, det såkaldte HORESTA After Hours, hvor der er mulighed for at lære branchefolk bedre at kende.
Sidste år var det kunstig intelligens, som var i fokus. Konkret drejede det sig særligt om, hvordan den nye teknologi kan bidrage til at effektivisere arbejdsgangene og derigennem række en hjælpende hånd til brancher, der af den ene eller anden grund mangler arbejdskraft.
Relaterede artikler:
HORESTA om turismeskat: ”En farlig vej at gå”