Dansk kyst. (Foto: Thomas Høyrup Christensen | Visit Denmark | PR)

Stigende vandstand kan udfordre dansk turisme

Nu påpeger forskere fra blandt andet Syddansk Universitet og DTU en mulig hurdle ved det fokus på kyst- og naturturisme, som spiller en rolle i regeringens nylige landdistriktsudspil.

Dagen efter at den danske stjerneinstruktør Thomas Vinterbergs nye serie ’Familier som vores’, hvor netop et støt stigende vandspejl i Danmark er den dramatiske katalysator for handlingen, har haft premiere, er der blevet offentliggjort en ny rapport om havvandsstigninger herhjemme.

Den er udarbejdet af professor Sebastian Mernild fra Syddansk Universitet i et samarbejde med DTU og et forskernetværk ved navn Navigating 360, og heri fremgår det blandt andet, at vandstanden kan stige med godt én meter i slutningen af dette århundrede.

Kan få konsekvenser for tusindvis
Ifølge TV 2 kan en global temperaturstigning på tre grader, når man sammenligner med år 1900, og en accelererende afsmeltning af iskapper og gletsjere ende med, at havets niveau stiger med over en meter, ligesom man også kigger på konsekvenserne af stormfloder.

Disse er eksemplificeret af de tre kystbyer Nakskov, Kerteminde og Kalundborg, og forskerne har derfor undersøgt hvilke konsekvenser som stigende vandstand og stormfloder vil få for byernes lokalsamfund henimod slutningen af det 21. århundrede.

Her forklares det, at hvis der ikke foretages yderligere kystsikringer i byerne, mens vandstanden er steget med 130 centimeter, vil det samlet set kunne ske skader for 8,6 milliarder kroner, ligesom flere end 14.000 danskere vil skulle flytte.

Beregninger bør ajourføres
I tillæg til det føromtalte mulige billede af fremtiden, går rapporten også i rette med regeringens landdistriktsudspil ’Danmark i Balance’, der blev præsenteret i slutningen af august. I lyset af de resultater, der kommer frem i rapporten, ser forskerne en faldgrube ved dette.

I udspillet foreslås der nemlig blandt andet en forøget satsning på kyst- og naturturisme, der skal sikre omkring 88,2 milliarder kroner, men det er ikke givet, at det vil gå sådan.

”De kan blive alvorligt udfordret af de stigende vandstande. Derfor bør udspillet suppleres med opdaterede beregninger over hvilke områder, der kan forudses ramt i dette århundrede,” skriver forskerne i rapporten.

”I modsat fald løber man forudsigelige risici for senere at skulle udbedre voldsomme skader og bringe tusinder af mennesker i store vanskeligheder. Dette er netop en situation, hvor udbygningsplaner bør genvurderes.”


Relaterede artikler:

Vil have flere kulturoplevelser til naturturister

Ny plan skal styrke kulturtilbud ved kyst og natur

Øget turismeomsætning skaber jobs på Vestkysten