Øhavsmuseet. PR-foto.

Statsanerkendte museer træder ind i Dansk Industri

To statsanerkendte museer træder ind i DI. Det sker med håbet om, at museerne kan være med til at styrke organisationens kulturpolitik.

De to statsanerkendte museer, Museum Jorn og Øhavsmuseet, bliver en del af Dansk Industri Turisme og Oplevelser. Det skriver DI i en pressemeddelelse.

Øhavsmuseet i Fåborg formidler menneskets forhold til naturen ved Det Sydfynske Øhav gennem tiden. Museets direktør, Peter Thor Andersen, fortæller, at museet har valgt at træde ind i DI Turisme og Oplevelser, fordi DI ifølge direktøren har kulturen højt på dagsordenen.

”Det er tydeligt, at DI Turisme og Oplevelser prioriterer deres arbejde indenfor kulturen, og vi ser derfor frem til et tæt samarbejde, hvor vi kan bidrage til kulturens udvikling – ikke mindst den kommende museumsreform. Derudover ser vi frem til at indgå i DI’s stærke netværk på tværs af turismen,” siger Peter Thor Andersen.

Bliver del af netværk for kultur
Som en del af DI bliver Museum Jorn og Øhavsmuseet samtidig en del af DI’s Netværk for Kulturledere. Netværket er sat i verden for at varetage medlemmernes politiske interesser,  og DI tager blandt andet udgangspunkt i netværket, når organisationen skal sætte kursen for sin politik på kulturområdet.

Samtidig fungerer netværket også som et forum for deling af viden og erfaringer, og mødes tre til fire gange om året, og medlemmer kan nyde godt af eksterne oplægsholdere fra både Danmark og udlandet.

På Museum Jorn i Silkeborg, som råder over en kunstsamling på over 30.000 værker af mere end 550 kunstnere, er det både den politiske indflydelse samt muligheden for at indgå i Netværk for Kulturledere, som trækker, fortæller museets direktør, Julie Rokkjær Birch.

”Jeg ser frem til at fortsætte det tætte samarbejde med DI Turisme og Oplevelser og til fortsat at have en indvirkning på DIs kulturpolitiske arbejde. Derudover ser jeg frem til fortsat at være en del af DI’s netværk og dele erfaringer med nogle af landets mest fremtrædende turisme- og kulturaktører i et fagligt, fortroligt rum,” siger hun.

 

Relaterede artikler:

Populært museum forventer underskud i år

Ny bevilling bringer krigsmuseum tættere på moderniseringsdrømme

“Det var et projekt, mange betragtede som umuligt”