DSB er tilfreds med sin punktlighed på fjern- og regionaltog i 2020. Statsbanerne er på vej med sin årsanalyse, der forventes at vise stor nedgang i passagertallet som følge af coronakrisen. Arkivpressefoto fra DSB: Johan Rosemynthe.

Stabilt 2020 for punktlighed hos DSB

Der var fart på DSB’s tog sidste år, hvor punktligheden samlet blev 86 procent for passagerer med statsbanernes fjern- og regionaltog. DSB kender endnu ikke passagertallet for sidste år.

DSB’s Pendler Rejsetidsgaranti på minimum 86 procent blev på sporet sidste år og vidner om et stabilt år til gavn for passagerer med statsbanernes fjern- og regionaltog i 2020. Det skriver DSB i en pressemeddelelse.

”2020 var på mange måder et anderledes år. I DSB har det dog ikke ændret på, at vi hver dag arbejder for at få vores kunder i togene frem til tiden,” siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB, og fortsætter:

”Siden marts sidste år har vi føjet et ekstra fokus til; nemlig at det i en tid med corona skal være ekstra trygt at tage toget. Derfor hjælper vi med, at vi alle kan passe på hinanden på rejsen, blandt andet med ekstra rengøring og krav om mundbind i alle DSB’s tog, på stationer og perroner samt krav om pladsbillet på fjern- og regionaltog.”

Ifølge DSB viser årets kundepunktlighed for 2020, at 93,6 procent af passagererne var fremme inden for seks minutter i forhold til køreplanen.

Vigtigt at optimere køreplanen
”Det gode punktlighedsresultat for 2020 skyldes først og fremmest arbejdet med at optimere køreplanen. Køreplanen sikrer, at togene over hele landet kører stabilt og punktligt. Desuden kører togene længere mellem tekniske hændelser end tidligere, hvilket skyldes bedre vedligehold,” siger Tony Bispeskov og tilføjer:

”Der har dog været enkelte større hændelser, der har påvirket punktligheden i negativ retning, hvor især fejl på infrastruktur og tog drillede samt lukningen af grænserne i forbindelse med coronarestriktionerne.”

Stor nedgang i passagertallet
DSB’s pressevagt oplyser til STANDBY.DK, at passagertallene for sidste år endnu ikke er klar. Det forventes de at være sidst i februar eller starten af marts i forbindelse med årsrapporten for 2020.

De seneste officielle tal fra DSB viste i november sidste år, at i de første ni måneder af 2020 mistede DSB mere end hver tredje togpassager; coronakrisen betød også, at statsbanerne fik et underskud på 1,1 milliarder kroner i de tre første kvartaler af 2020.

Der blev i de ni første måneder af 2020 foretaget 91,5 millioner togrejser mod 138,5 millioner i samme periode af 2019. Det svarer til en tilbagegang på 34 procent, oplyste DSB i forbindelse med præsentationen af sine tre første kvartalsregnskaber for 2020 og tilføjede, at nedgangen i antal rejser var fordelt på alle markeder, men var størst for fjern- og regionaltog.

Relaterede artikler:

”Vaccinepas er nøglen til genåbningen af Danmark”

DSB mister rejsende og forventer milliardunderskud

Flyselskab sender flere ruter på togskinner