Tiny Seaside Resorts. (PR-foto).

Sønderjyske miniresorts på liste over verdens bedste steder

Listen over de 100 bedste steder fra magasinet Time er landet. Her figurerer en dansk turistaktør, som tilbyder kystnær overnatning i meget små rammer.

Hvis du lukker øjnene og tænker dig om, kan du nok komme i tanke om det sted i verden, du synes er det bedste. Det kan man i hvert fald hos det amerikanske magasin Time, som har udgivet sin liste World’s Greatest Places 2025.

Og blandt de 100 bedste steder på jordkloden er Tiny Seaside Resorts. VisitDenmark oplyser, at der bag kåringen ligger en målrettet indsats fra VisitDenmarks markedskontor i USA, der arbejder med international PR og at sikre en stærk tilstedeværelse i den amerikanske mediebranche for at få danske destinationer frem i lyset, lyder det fra VisitDenmark i en pressemeddelelse.

“Når unikke danske steder lander på prestigefyldte lister, er det ikke tilfældigt. Vi har et tæt samarbejde med dygtige journalister og freelancere her i USA. I år var Time på udkig efter unikke, lokalforankrede oplevelser, og vi har derfor aktivt pitchet Tiny Seaside Resorts som et eksempel på dansk design, kystnær idyl og bæredygtige byggeformer. Det er en stor anerkendelse at se arbejdet bære frugt,” siger Mads Østergaard, PR & Press Manager for VisitDenmark i USA.

Tilbyder naturnære overnatninger
Tiny Seaside Resorts ligger på halvøen Kegnæs samt Skarrev og Loddenhøj direkte ved Østersøens kyst.

Man tilbyder konkret en ferieoplevelse tæt på naturen, hvor dansk hygge og landskaber er i samspil. Resortet tilbyder små feriehuse, som er lavet af genbrugte campingvogne.

“Det uformelle, luksuriøse resort er et fantastisk udgangspunkt for at udforske Sønderjyllands fremragende netværk af cykelstier, vandreruter, der engang blev betrådt af vikinger, den designorienterede by Vejle (hjemsted for den populære Michelin-restaurant Lyst) eller charmerende Ribe, Danmarks ældste by,” skriver Time blandt andet om Tiny Seaside Resorts.

Hos Destination Sønderjylland vækker det glæde, at en lokal aktør har fundet vej blandt de 100 bedste steder.

“At se en lille perle i det sønderjyske optaget på Times prestigefyldte liste over World’s Greatest Places 2025 er en kæmpe anerkendelse, som vi er utrolig stolte af. Samtidig er det et fantastisk udstillingsvindue, der promoverer området og kan være med til, at endnu flere gæster får øjnene op for alle de gode oplevelser, Sønderborg og Sønderjylland har at byde på,” siger Kirsten Oldenborg Lundvang, direktør i Destination Sønderjylland.

Tilbage hos VisitDenmark ser man pladsen på Times liste som et vigtigt skridt i arbejdet med at sprede turismen i hele Danmark og fremhæve mange forskellige overnatningsmuligheder, lyder det.

Det understreger nemlig Danmarks alsidighed som en destination, hvor besøgende kan opleve alt fra luksuriøse hoteller til autentiske, naturnære ophold året rundt.

“Det er vigtigt for os at sætte fokus på unikke oplevelser i hele Danmark. Tiny Seaside Resorts er et godt eksempel på, hvordan vi kan skabe international opmærksomhed om nye områder og give besøgende lokale naturoplevelser i alle dele af Danmark. Vores lille nation er velsignet med hele 8.750 kilometer kyst, og for mange internationale gæster er det en god grund til at besøge os,” siger Mads Østergaard.

 

Relaterede artikler:

Destination melder sig under Vestkystens faner

Kvindemord tiltrækker tyske turister

Destination melder om succes med lokalt pakkerejsekoncept