- TURISME24.DK - https://turisme24.dk -

Søger finansiering til nyt sjællandsk trækplaster

I Ringsted findes et helt særligt stykke dansk kulturarv, og det skal flere turister opdage. Et nyt besøgscenter skal være trækplaster i den sjællandske by.

I fremtiden skal det være mere spændende for turister at besøge Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Museum Vestsjælland har nemlig udvalgt et koncept til et nyt besøgscenter til kirken.

I en pressemeddelelse oplyser museet, at valget falder på modellen ”Ny attraktion for Danmarks første kongekirke”, som skal danne grundlag for den videre udvikling af projektet.

Næste skridt er at fastlægge besøgscentrets konkrete indhold, placering og finansiering, skriver Museum Vestsjælland.

Skal løfte Ringsted som besøgsmål
Målet med besøgscentret er at skabe en levende og interaktiv formidling af Sct. Bendts Kirke, som ifølge Museum Vestsjælland har en enestående betydning for Danmarks kongelige og kirkelige arv.

Besøgscentret skal samtidig bidrage til at udvikle Ringsted som en attraktiv kultur- og turistdestination, siger Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland.

”Vi ser et enormt potentiale i at styrke formidlingen af Sct. Bendts Kirke. Det kommende besøgscenter skal være et moderne og engagerende formidlingsmiljø, hvor både turister, skoleklasser og lokale borgere kan få en dybere forståelse af kirkens og Ringsteds historie.”

“Vi ser frem til det videre samarbejde mellem os som museum, Ringsted Kommune og Sct. Bendts Kirkes menighedsråd.”

Går på jagt efter finansiering
Med konceptvalget på plads går man nu i gang med at udvikle en fondsstrategi, og derudover skal man fastlægge placeringen af besøgscentret og udarbejde en forretningsmodel for projektet.

Museum Vestsjælland har modtaget to millioner kroner fra finansloven til dette arbejde, men det er ikke nok til at føre projektet ud i livet. Man forventer en endelig beslutning i forhold til besøgscentrets placering i slutningen af 2025, og herefter skal der skaffes yderligere finansiering.

”Resten af 2025 skal vi arbejde i bund med, hvordan og i hvilken form Sct. Bendts Kirkes fascinerende historie som kongegravskirke og fortællingen om kirken som Skandinaviens ældste teglstenskirke bliver formidlet og udstillet, og hvordan Ringsteds historie bliver fortalt i øjenhøjde og på et højt professionelt niveau. Det glæder vi os rigtig meget til,” siger Eskil Vagn Olsen.


Relaterede artikler:

Slår ny rekord: “Det synes jeg giver utrolig meget håb for fremtiden”

Kendt attraktion skifter navn

Flere end nogensinde ville opleve kunst i Aalborg