Snupper stort dansk lufthavnshotel fra konkurrent

Bühlmann-koncernen overtager driften af lufthavnshotellet i Billund, som hidtil har været drevet af Zleep. ”Vi har ikke samme holdning til, hvordan vi udvikler hotellet,” sagde bygningens ejer forleden.

I februar kom det frem, at Zleep fra andet kvartal af i år ikke længere skulle stå for driften af et hotel nær Billund Lufthavns terminalbygning, som ellers har været en del af kæden siden 2007.

”Vi ejer bygningen i Billund, vi har lejekontrakten for ejendommen og har en managementaftale med Zleep. Men vi har opsagt managementaftalen med Zleep,” sagde Michael Kaae Andersen, ejer af Proark, dengang til Turisme24.dk.

Han fortalte, at koncernen overordnet set var godt tilfreds med samarbejdet med Zleep:

”Men vi synes ikke, at vi har samme holdning til, hvordan vi udvikler hotellet bedst muligt. Og så må samarbejdet afbrydes,” lød forklaringen for at opsige samarbejdet.

Nordjysk hotelkæde overtager
I februar var det endnu for tidligt at melde ud, hvem der i stedet skulle drive hotellet, men nu har Familien Bühlmann offentliggjort, at det er dem, der kommer til at stå for driften.

”Vi er kommet tilfredsstillende ud af 2022, og har de seneste år fået skabt et fundament der muliggør vækst. Derfor er vi i år klar til at udvide vores hotelportefølje, og netop Hotel Royal (det ikoniske hotel i Aarhus, som Bühlmann netop har overtaget red.), og hotellet i Billund Lufthavn passer perfekt ind i vores øvrige portefølje af unikke hoteller. Vi er stolte af, at Proark giver os denne mulighed,” udtaler Danni og Anemette Bühlmann, der begge er administrerende direktører i Bühlmann-koncernen, i en pressemeddelelse.

“Udvidelsen sker efter flere år med fokus på konsolidering og strategisk opbygning af fundament. Hotellet vil blive koncernens andet lufthavnshotel, da de også driver lufthavnshotellet i Aalborg Lufthavn, Aalborg Airport,” står der i pressemeddelelsen.

Samarbejder allerede med Proark
Et samarbejde med Proark er ikke noget nyt for Familien Bühlmann. Proark, som helt eller delvist ejer en portefølje på 21 hoteller, har også majoritetsretten til Bühlmanns hotel Pier 5 i Aalborg.

Michael Kaae Andersen fortæller, at det er det allerede eksisterende samarbejde, som Proark har med Bühlmann, der har ledt til overtagelsen af lufthavnshotellet i Billund, som har 163 værelser, men som efter planen skal udvides med yderligere 50 værelser. En investering, som Proark anslår, kommer til at koste 60 millioner kroner.

”De seneste par år har jeg set, hvordan Bühlmann passioneret driver hoteller. Danni og Anemette Bühlmann er dygtige forretningsfolk og gode samarbejdspartnere. Jeg er utrolig glad og tryg ved at få Bühlmann ombord også i Billund, hvor general manager Martin Ebmark allerede har skabt en solid vækst de seneste år. Sammen vil vi både udvide kapacitet og øge hotellets kvalitet og attraktion,” siger Michael Kaa Andersen.

Bühlmann-koncernen tæller i forvejen: Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg, Aalborg Airport Hotel og Pier 5 Hotel (det tidligere Slotshotellet på Aalborg Havn), herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland, boutiquehotellerne Villa Provence og Hotel Royal, begge i Aarhus og Peak 12 Hotel i Viborg.

 

Relaterede artikler:

Dansk lufthavnshotel udvides og skifter operatør

Comwell vender underskud til stort overskud

Bühlmann overtager historisk hotel