Campingmarkedet er under forandring. Derfor har Destination Nord nu stiftet et campingnetværk. Pressefoto: Niclas Jensen for VisitDenmark.

Skal sikre udvikling af campingpladser

Destination Nord har etableret et campingnetværk, som skal sikre, at områdets 22 campingpladser er rustet til et marked, hvor kundeadfærden er under forandring.

Livet på landets campingpladser er under forandring. I stedet for campingvogne, fortelte og fastliggerliv, søger en ny målgruppe mod landets campingpladser for at dyrke livet udenfor. Derfor har Destination Nord nu etableret et campingnetværk, som skal sikre, at campingpladserne er klar til den nye målgruppe.

Der skal tænkes nyt både når det gælder pladsernes udformning, og når der skal markedsføres til målgruppen i Danmark og i udlandet. Det fortæller Destination Nords direktør, Tonny Thorup, til Turisme24.dk.

”Det er vigtigt med den tætte dialog mellem os og campingpladserne. Camping lever nogle gange en lidt stille tilværelse, og det vil vi gerne lave om på. Der er ændringer i farvandet for pladserne. Den nye type kunde søger typisk outdoorturisme, og de identificerer sig ikke nødvendigvis med at være campist. De lever mere interimistisk på pladserne og rejser mere rundt i lokalområdet,” siger Tonny Thorup.

En mindre friseret oplevelse
Det nye campingnetværk består af campingpladsernes ejere og medarbejdere i Destination Nord. Destinationsselskabet bistår campingpladserne med at finde frem til, hvilke behov de nye gæster specifikt har.

”Det handler om, hvordan vores pladser ser ud helt fysisk. Man skal nok ikke køre hjem og pløje hele sin campingplads op, men måske skulle man begynde at arbejde på nye zoner, hvor man havde en anden tilgang, en anden beplantning og så videre,” siger Tonny Thorup.

Ifølge direktøren står campingpladser for omkring 30 procent af overnatningerne i destinationens kommuner samlet set.

Endnu et netværk på vej
Tonny Thorup fortæller endvidere, at Destination Nord ud over det nye campingnetværk også driver et hotelnetværk i destinationens fire kommuner. Men et tredje netværk er på vej, som skal have fokus på markedsføring af oplevelsestilbuddene i Destination Nord.

Og så undersøger destinationen lige nu, om der også er brug for et særskilt netværk for bæredygtighed.

 

Relaterede artikler:

Stor turismekoncern vokser igen i Danmark

Vil sælge populær autocamperplads på Rømø

Stor hostelkæde mister igen københavnsk medlem