Torben Kylling Petersen. PR-foto.

Siger op efter mindre end et år på posten

Siden januar har direktøren for Destination Vesterhavet heddet Torben Kylling Petersen. Han har dog nu valgt at sige sin stilling op for at få privatlivet til at fungere bedre.

Destination Vesterhavet skal på jagt efter en ny direktør mindre end et år efter, at man fandt den nuværende. Torben Kylling Petersen, som tiltrådte den 1. januar 2024, har nemlig valgt at opsige sin stilling. Det skyldes, at han delvist rykkede de sønderjyske rødder op og flyttede arbejdslivet til Hvide Sande.

Geografien har dog ikke passet til familielivet, og derfor har direktøren haft sin sidste arbejdsdag den 4. september. Han siger i en pressemeddelelse, at han har været glad for jobbet som direktør.

“Danmarks største kyst- og naturdestination er inde i en forrygende udvikling, som jeg er glad for at have været en del af. Men direktørjobbet kræver stort nærvær og fleksibilitet, og det hænger desværre ikke sammen med mine personlige forhold,” siger Torben Kylling Petersen.

Han tilføjer:

”Vi har som familie haft alle intentioner om at rykke vores fælles base fra Sønderjylland til Vestjylland, men vi må konstatere, at det ikke er lykkedes for os. Min ægtefælle har ikke fundet relevant beskæftigelse, og det er vigtigt for mig, at hverdagen fungerer for os begge.”

Har haft et godt samarbejde
Bestyrelsesleder i Destination Vesterhavet, Lisbeth Valther, fortæller, at samarbejdet med Torben Kylling Petersen har været godt. Hun understreger, at direktørens afgang ikke får indflydelse på Destination Vesterhavets planer for fremtiden.

”Jeg er ærgerlig over Torben Kylling Petersens beslutning. Torben, bestyrelsen og jeg har haft et fint samarbejde, men jeg anerkender også hans prioritering. Beslutningen ændrer ikke ved de tiltag, vi arbejder med, herunder at udvikle en bæredygtig helårsturisme. Turismen ved Vesterhavet spiller en stor rolle i at opretholde velfærden og udvikle vores lokalsamfund. Erhvervet er vigtigt for beskæftigelsen og samfundsøkonomien, så det skal have fuldt fokus,” siger Lisbeth Valther.

Rekrutteringen af en ny topchef til destinationen er sat i gang. Forventningen er, at en ny administrerende direktør kan findes inden for nogle måneder. I overgangsperioden rykker bestyrelsesleder Lisbeth Valther tættere på den daglige drift, indtil en ny direktør kan begynde i jobbet, oplyser destinationsselskabet.

Destination Vesterhavet er i øvrigt en af Danmarks helt store trækplastre. I 2023 blev der således slået rekord med 10.412.085 overnatninger, hvilket svarer til næsten en sjettedel af alle overnatninger, som blev foretaget i Danmark det år.

 

Relaterede artikler:

Destinationsselskab skal på jagt efter ny direktør

Ny direktør skal lede luksushotel mod succes

Nyt dansk hotel klar med afløser for fyret direktør